Lyt til artiklen

'Du lærte mig SÅ meget. Du holdt af mig, når ingen andre lige var der. Jeg skylder dig enormt.'

Sådan lyder en del af den rørende hilsen, som skuespiller Paprika Steen tirsdag aften har sendt til sin kollega Jens Arentzen efter den tragiske nyhed om hans død.

Men Paprika Steen og 'Matador'-skuespilleren, der er død af kræft i en alder af 64 år, var mere end kollegaer.

De blev venner, efter at Paprika Steen som 16-årig så ham i Henrik Ibsen-stykket 'Lille Eyolf' på Bristol Teatret.

'Jeg var blown away af dit intense og indimellem skræmmende nærvær. Og nok også lidt forelsket. Op gennem årene byggede du mig op og fortalte mig, jeg ville blive til noget stort. Det var kaotisk at være så ung, og du var en slags bror, der altid stod der, når jeg var mest rodløs,' skriver hun på Instagram til et billede af de to sammen.

Paprika Steen beskriver, hvordan de kunne grine sig i søvn, snakke til langt ud på morgenen og sladre om skuespillere, kunst, kærlighed, vrede og sorg. Men forholdet var også professionelt, og den unge skuespillerinde blev en slags assistent for sin mentor og øvede tekster med ham.

'Så en dag ville du være filminstruktør. Det begyndte fint med to kortfilm, der både vandt priser, og jeg havde æren at være med i en af dem ('Solen er så rød' fra 2000, red.). Den første var med Mads Mikkelsen, som du spottede før alle andre, og vi blev alle forelskede i Mads. Du så mennesker meget klart,' skriver hun.

'Men de sidste 15 år forsvandt vores kontakt, og det var, som om jeg voksede en anden vej og gjorde meget af det, du engang havde drømt om. Det blev nok mere kompliceret, og du forsvandt, da vi næsten byttede roller. Ikke ualmindeligt i lærer/elev-forhold.'

Nyheden om Jens Arentzens død kom derfor som en overraskelse for Paprika Steen. Hun havde ikke om kræftsygdommen, da deres kontakt 'var sivet ud gennem sprækkerne af tiden', som hun skriver, inden hun slutter:

'Du har betydet meget for rigtig mange. Og du vil blive husket – tro mig, du huskes. Min store ungdomshelt.'

Jens Arentzen var bedst kendt som den unge Ulrik Varnæs i tv-klassikeren 'Matador', men spillede også rollen som den unge kriminalassistent Steen Dahl i serien 'Een gang strømer …'.

I 1995 debuterede han som instruktør med tv-filmen 'Lille John' og vandt siden en Robert for netop 'Solen er så rød' med blandt andre Paprika Steen.

I de senere år har han undervist og holdt foredrag om både sin svære barndom i et dysfunktionelt hjem og om sine bedrifter i filmen og tv-seriens verden.

Jens Arentzen efterlader sig en datter og to børnebørn.