»Du er typen, der drikker rødvin med dine veninder hele natten, ikke.«
Det spørgsmål fik Paprika Steen engang af en journalist. Svaret var nej. For hun har væsentligt flere venner end veninder. Hun kan ikke lide vin. Og for det meste går hun tidligt i seng.
Alligevel lød næste spørgsmål:
»Men du er sådan en ‘gang i den-type’, er du ikke.«
Når Paprika Steen kommer ind i et rum med støvler, jeans, stort hår og sine 177 cm, bliver hun bemærket:
»Det har været godt som skuespiller, men ikke altid lige så godt som privatperson. Mange forveksler mig med de roller, jeg spiller. Min facade er meget ‘her kommer jeg’, men inde bagved er jeg enormt fragil og bekymret og paranoid og følsom,« siger hun.
Hun taler meget og har en evne til at falde i snak med de fleste – også dem i kassekøen i Irma, taxachaufføren, og hvem hun nu møder:
»Jeg opfører mig ekstrovert, men har et introvert sind. Jeg tror, min energi kan virke meget modsætningsfyldt.«
Det med at blive set af andre er et af temaerne i Paprika Steens nye film ‘Fædre og mødre’, der har premiere i den kommende weekend. Filmen handler om dynamikken i forældregruppen i en skoleklasse og er den fjerde film, hun instruerer.
Vi skal tale om filmen, men også om den godartede tumor, der i 2019 blev opdaget i hendes ene øje og om vemodet over, at hendes søn er flyttet hjemmefra. For det hele hænger – på sin egen kringlede måde – sammen:
Da Paprika Steen i 2019 fik synsforstyrrelser, opdagede lægerne en godartet tumor i hendes ene øje, der skulle fjernes. Dét er hun ked af, at hun kom til at sige højt:
»For omverdenen har reageret enormt dramatisk. For folk læser overskriften, men ikke artiklen, og bagefter fik jeg beskeder fra alle mulige – hjerneforeninger og folk med hjerneskader. Men jeg kan ikke hjælpe nogen og er ikke ambassadør for nogen. For det var ikke kræft, og tumoren sad ikke i hjernen, men kunne lige så godt have siddet i låret,« siger hun.
»Det er klart, at ens familie aldrig falder helt til ro, når sådan noget sker.«
Men selv tager hun det ret roligt, også da lægerne i 2021 måtte fjerne endnu en tumor.
»Altså, det er da ikke det sjoveste, men det er egentlig helingsprocessen og den tid, det tager, der er mest opslidende. Men det er en parentes i mit liv – eller det bliver det nødt til at være,« siger hun:
»Jeg har aldrig været hypokonder,« fastslår hun og tilføjer med sit karakteristiske, høje grin: »Jo, med diagnoser.«
»Jeg har troet, at jeg havde alle diagnoser i verden, men jeg har aldrig været hypokonder med mit helbred. Man kan vælge at gå ned i det og få angst af det. Det gør jeg ikke.«
Hun ser tumorerne som et livsvilkår, ligesom alt muligt andet, der kommer med alderen, for eksempel grå hår og en tom rede.
For hende fylder det mere, at hendes eneste søn er flyttet hjemmefra. Han er 22 år, så det er helt efter bogen og »en succes«, men det ændrer ikke ved, at det også er vemodigt.
»De dage, jeg er gået ned i det, bliver jeg simpelthen så ked af det. Så det gør jeg ikke.«
»I stedet ser jeg det som et kæmpe sundhedstegn, at jeg ikke har en søn, der bor hjemme, til han er 30 år. Men når man er kvinde og mor, føler man sig lidt irrelevant, når det sker,« siger hun og fortæller om at savne, dengang hun kunne mærke hans lille, bløde hånd i sin.
Hun savner den relevans, hun havde ved at være mor til én, hun »skulle give flyverdragt på og tørre næsen på«.
Det er netop relevansen, som forældrene i ‘Fædre og mødre’ jagter, når de tager på hyttetur og forsøger at diktere, hvem – de selv – og deres børn skal lege med. Forældrene forsøger at gøre sig uundværlige, men det er en farlig vej at gå:
»Forældresamarbejdet handler om at have relevans for sit barn hele tiden, men når forældresamarbejdet bliver til forældrediktatur, er vi som forældre med til at bremse en naturlig udvikling hos vores børn,« siger hun.
Prisen er børn, der udvikler præstationsangst og kommer i mistrivsel, siger instruktøren, der mener, at vi forældre bør »øve os i at slippe vores børn«, allerede første dag, vi afleverer dem i skolen.
Derfor forholder hun sig til vemodet over, at hendes søn er flyttet hjemmefra, men erkender, at det er hendes lod i livet – lige nu.
I en alder af snart 58 år tager Paprika Steen dét, der gør ondt, alvorligt, men insisterer på også at kunne grine ad det:
»Jeg er ikke længere så interesseret i alt dét, der kun gør ondt. Det har jeg tidligere brugt rigtig lang tid på. Livet må godt gøre ondt, men så må man tage et plaster på, grine ad det og komme videre.«
Hendes grundstemning har tidligere været præget af tanken om, at »lige om lidt – så bliver det godt«.
»Jeg har altid tænkt, at livet er en generalprøve, og at premieren står i morgen.«
Men de seneste år har noget forandret sig:
»Efter corona, efter mine operationer, efter at have levet under en sten i tre år i nattøj, tænker jeg, der skal være premiere hver dag.«
