»Der er smukke kvinder overalt i verden, og jeg ville bare kunne vælge. Men i 35 år har jeg kun villet have Pamela.«

Sådan siger den 74-årige filmproduceren Jon Peters til The Hollywood Reporter.

Og mandag fik han hende. Her sagde 53-årige Pamela Anderson nemlig ja til den 22 år ældre 'A star is born'-producer ved en privat og hemmelig ceremoni i Malibu 30 år efter deres første date.

Den tidligere Playboy Model har i mellemtiden været gift fire gange med henholdsvis Tommy Lee, Kid Rock og Rick Salomon, med hvem hun var gift to gange. Men Jon Peters kan øjensynligt stadig få hendes hjerte til at banke.

Tidligere frisør og filmproducer Jon Peters poserer med sin stjerne på Hollywood Walk of fame.
Tidligere frisør og filmproducer Jon Peters poserer med sin stjerne på Hollywood Walk of fame. Foto: GABRIEL BOUYS
Vis mere

Og det er i den grad gengældt.

»Hun gør mig vild - på en god måde,« siger den nygifte producer til mediet.

»Hun inspirerer mig. Jeg beskytter hende og behandler hende på den måde, hun fortjener at blive behandlet.«

Også Jon Peters, der var kendisfrisør, inden han blev producer, har været gift et par gange tidligere med henholdsvis skuespillerne Wesley Ann Warren og Barbra Streisand samt producer Christine Forsyth-Peters.

Sidstnævnte var ifølge The Hollywood Reporter også med til brylluppet. Det samme var deres to døtre, Caleigh og Skye, hans tredje datter Kendyl samt Pamela Andersons to sønner, Dylan og Brandon, som hun har med Tommy Lee.

Ifølge mediet mødte Pamela Anderson og Jon Peters hinanden til en fest i Hugh Hefners Playboy Mansion i 80'erne.

»Jeg kom ind og så denne lille engel, som sad i baren. Det var Pammy. Hun var 19 år. Jeg vidste, at hun ville blive en stor stjerne,« udtalte han i 2017 i forbindelse med Hugh Hefners død.

»Vi endte med at bo sammen. Hefner elskede hende naturligvis og så hendes skønhed. Pamela var en pige, der var smuk selv uden makeup. Hun var meget klog og talentfuld.«

Jon Peters endte med at betale for hendes skuespillektioner og dansetimer og hjalp hende således med at blive en tv-stjerne efter modelkarrieren.

Han friede til hende i samme periode, men 'Baywatch'-stjernen sagde nej.

»Om 30 år vil vores aldersforskel ikke betyde så meget,« husker han, han fortalte hende.

Og mandag sagde de altså ja til hinanden.