De var et af de hotteste par i 1990erne og havde kun kendt hinanden i få dage, da de giftede sig.
Pamela Anderson og Mötley Crüe-trommeslageren, Tommy Lee, var en hvirvelvindsromance – men alt har sin slutning.
I sin nye dokumentar 'Pamela, a Love Story' afslører 'Baywatch'-ikonet, at hun aldrig kom sig over ægteskabet med Tommy Lee. Det skriver mediet Daily Mirror – der har set Netflix-dokumentaren.
»Når alt kommer til alt, så kom jeg aldrig over, at jeg ikke kunne få det til at fungere med mine børns far,« siger hun i dokumentaren, hvor hun har givet adgang til hjemmevideoer og personlige dagbøger.
Pamela Anderson og Tommy Lee mødte hinanden nytårsaften 1994 ved en fest, hvor hun efter kun få minutter blev slikket i ansigtet af Tommy Lee.
Ifølge Daily Mirror fortæller Pamela Anderson i dokumentaren, at et stævnemøde var blevet aftalt, men at hun måtte aflyse og flyve til Mexico – det afholdt dog ikke de to fra at mødes. For Tommy kom til Mexico.
Efter have kendt hinanden i kun fire dage giftede de sig. I juni 1996 blev parret forældre til sønnen, Brandon Thomas, der i december 1997 fik titlen som storebror efter fødslen af sønnen, Dylan Jagger.
Men året efter sønnens Dylans fødsel brast forholdet.

Ifølge den tidligere Playboy-model brød Tommy Lee sig ikke om at se hende kysse andre mænd på skærmen i serien 'Baywatch'. Det hele kulminerede en aften, hvor trommeslageren slog Anderson, mens hun holdt deres søn Dylan. Tommy Lee blev idømt seks måneders fængsel, skriver Mirror.
»Selvom jeg troede, at jeg kunne genskabe en familie eller blive forelsket i en anden, så er det ikke mig. Det er umuligt at være sammen med nogen andre, men jeg tror heller ikke, at jeg kunne være sammen med Tommy,« siger Pamela Anderson ifølge Daily Mirror i dokumentaren.
I 2022 udgav Disney+ serien 'Pam & Tommy', der skulle kaste lys over det turbulente ægteskab og skandaleoverskrifterne gennem 1990erne.
B.T. har tidligere lavet en fortælling om Pamela Andersons vilde (kærligheds) liv, læs mere her.
Pamela Andersons nye dokumentar 'Pamela, a Love Story' har premiere 31. januar på Netflix.