Den landskendte multi-entertainerinde Hella Joof har sandsynligvis tilbragt årets sommerhus-dage noget anderledes end de fleste andre danskere, der i år har ladet flyveren stå og er blevet på egne fritidskvadratmeter under hjemlige himmelstrøg.

I hvert fald har der henover sommermånederne stået "til salg" på Joofs sommerhus i liebhaver-mekkaet Hornbæk. Fremvisninger og åbent hus-arrangementer er der sikkert også blevet klemt ind i feriekalenderen. Og nu - som sommeren lakker mod enden og vindstød af stormstyrke varsels - kan Joof godt begynde at pakke sine sidste personlige sommerhus-ejendele ned.

Ifølge boligsiden Boliga.dk er fritidshuset nemlig netop blevet solgt.

Prisen lyder på 3.850.000 kroner, og dermed har Hella Joof altså givet lidt rabat på de 100 kvadratmeter, der ligger i første række til naturområdet Ruslands Bakker. Huset blev nemlig i sin tid udbudt til salg hos ejendomsmægleren Brix Westergaard for 4,5 millioner kroner.

Tårnhøje priser

Hornbæk er sammen med naboområdet Tisvildeleje de steder i landet, hvor sommerhusene sælges for de absolut højeste kvadratmeterpriser.

I første halvdel af 2018 er sommerhusene i de hippe nordkyst-byer således solgt for henholdsvis 34.582 og 38.265 kroner pr. kvadratmeter. Hvilket ifølge Boliga er noget nær det samme, som villaerne i Valby, Rungsted og Holte handles for.

Til dagligt bor Hella Joof og gemalen Henrik Jepsen i en stor landejendom nær Isefjorden. Men det er nok særligt haven og ejendommens store orangeri - nogle danskere kan genkalde sig. Joof har nemlig gennem flere TV-sæsoner inviteret ind til haveprojekter, hønselærdom og drivhusbyggeri.

Derudover tæller Joofs CV blandt andet også bogen “Papmaché-reglen”, børneprogrammet "Bullerfnis” og rollen som adoptions-kvinde i filmen “Den eneste ene”.

Se den gamle salgsopstilling her