En ny biografi om David Bowie er anderledes end de bøger, der tidligere er udgivet om rockstjernen.
Den engelske journalist Dylan Jones har interviewet over 180 personer tæt på David Bowie i en ny biografi om legenden. Venner og rivaler, elskere og fans. Biografien er skrevet efter Bowies død. Formen er citat på citat fra personer tæt på Bowie. Her om forholdet til hustruen Iman.
Iman, hustru 
Jeg fandt min soulmate. Jeg havde ingen intentioner om at blive gift igen, nogensinde. Nej. Og med en fra musikverdenen? Aldrig. Hul i hovedet … jeg var ikke klar til noget forhold. Og jeg ville helt sikkert ikke have et forhold til en som ham.
Men som jeg altid har sagt: Jeg forelskede mig i David Jones, jeg forelskede mig ikke i David Bowie. Jeg kan huske engang, vi var ude at spise, og snørebåndene på mine løbesko var gået op. Og David var nede på knæ midt på gaden for at binde dem for mig. Jeg tænkte ved mig selv, Det her er en, det er værd at holde fast på.
Hans handlinger siger mere [end ord]. Vi kom sammen i to uger, og jeg kom fra Paris til L.A., og i lufthavnen går dørene i flyet op, og jeg stiger ud og ser alle disse mennesker, der tager billeder af en eller anden. Og der stod han, med blomster i hånden, ingen sikkerhed. Han var ligeglad med, at nogen så det.
Hanif Kureishi, forfatter
Han var virkelig forelsket. Jeg tror, det var første gang, han virkelig var forelsket. Med Iman gik han virkelig ind for et forhold. På en måde er det det mest interessante ved hans senere liv, at denne dreng fra Bromley forelskede sig i en muslim fra Afrika.
Hun var model, hun var kendt, hun kendte alle, men når alt kom til alt, var hun fra Afrika. For os var hun glamourøs og alt det, men hun havde tilbragt mange år i Somalia, og det ville have skilt hende ud fra de fleste andre mennesker, hun ville have kendt. Så mig forekom det at være et ganske særligt forhold. Men han snakkede aldrig om det.
Jeg kan dog huske, at hun havde et skænderi med Salman Rushdie. Jeg holdt en middag for en roman, jeg havde skrevet, The Black Album, som til dels handlede om muslimske fundamentalister.
Dengang havde man de her enorme, forpulede udgivelsesmiddage, som kunne vare i timevis på steder som The Ivy. Til denne var Paul Smith til stede, Bowie var der, Iman var der, og Rushdie var der.
Jeg satte Rushdie og Iman ved siden af hinanden, da jeg tænkte, at de ville kunne sammen. Og Iman var virkelig kritisk over for De sataniske vers. Og det overraskede mig godt nok – jeg ville ønske, at jeg havde kunnet huske eller havde taget noter, for de kom virkelig op at toppes.
Jeg tænkte, jamen, hun er da muslim fra Somalia, men hun er også sammen med en popstjerne, som er et af de mest frigjorte mennesker, man kan forestille sig. Så hvorfor kaster hun sig over en for at have skrevet De sataniske vers? Det forekom mig ret interessant, da hun tydeligvis var meget sammensat. Jeg tænkte, det er den del af ham, som folk ikke tænker på at tale om.
Brian Molko, musiker
Vi plejede at joke med det i bandet, at vi ville finde ud af, hvilke piller Bowie var på. For dem ville vi også have, for han virkede så glad. Jeg tror, at den stabilitet, han fandt sammen med Iman, var en stor del af det. Det var så smukt at se dem sammen.
Iman har det her kongelige over sig, hun glider ind i et lokale, men at se dem sammen er som at se to forelskede teenagere. Det er umuligt ikke at tabe besindelsen indimellem, når man fungerer på så høj en hastighed, som han gjorde på det tidspunkt, men han så ud til at have fundet fred og være godt tilpas med at være sig selv.
Hvilket var utroligt at nå frem til, for der er faktisk tale om en form for transcendens. Og jeg ved af egen erfaring, at det er det, man søger gennem alkohol og stoffer. Man søger transcendens. Og han fandt den på en eller anden måde. Han holdt helt sikkert godt øje med mig. Han genkendte visse karaktertræk, jeg havde, visse former for adfærd, jeg havde.
Han ville blot nævne det nu og da som for eksempel: »Jeg var bekymret for dig den aften – er du sikker på, at du er okay?« Onkelagtig, på en måde.
Når jeg tænker tilbage, så er det noget, jeg virkelig sætter pris på. Der var ikke noget narcissistisk over David. Måske i de år med stofferne, men ikke mens jeg kendte ham. En narcissist gør hver en samtale, hver en udveksling til noget, der handler om ham selv, men David var oprigtigt interesseret i andre mennesker, for jeg tror, at han følte, at han stadig havde meget at lære.
Hugh Padgham, producer
Jeg mødte ham i New York, kort efter at han havde mødt Iman, og jeg kan huske, at vores snak var utroligt hurtig og koncis, for hun ventede på ham på kontoret ved siden af, og han kunne ikke klare at være væk fra hende mere end nogle få sekunder. Hun var helt utroligt smuk, indsvøbt i den her lange pelsfrakke.
John Giddings, koncertarrangør
Iman var virkelig god for David, for hun gjorde ham glad. Man kunne se det i deres øjne.
Dave Stewart, Eurythmics
Som mange andre folk i rock and roll-boblen plejede han at tage på turné og at tage kokain og køre den helt ud, og han var omgivet af masser af kvinder, som ville kaste sig over ham, og han var temmelig glad for at udnytte mulighederne … men da han mødte Iman, vidste han, at det var det rigtige.
Han ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet. Man kunne se, at noget var sket inde i hovedet på ham, en prås var gået op for ham: Åh, jeg kan blive elsket af en anden. Jeg tror, at det var svært for mange mennesker at fatte, at han havde hjemlig lykke. Folk kunne godt lide ham som dekadent rockgud, ikke en mand, der var lykkelig derhjemme. Men han havde desperat brug for det. Personligt var jeg opmuntret over den værdige måde, han valgte at forlade os på. Jeg forventer helt klart at se en video på et eller andet tidspunkt, hvor han sidder i himlen og synger: »Here am I sitting in a tin can …«. Intet ville komme bag på mig …
