Det begyndte med en god idé og en kjolebutik i Ringkøbing og endte med en af Danmarks største formuer. Milliardæren Anders Holch Povlsen er kendt som en dygtig forretningsmand, men han har også fået kritik for sin ageren under coronakrisen.

Det er dog langtfra første gang, at Danmarks rigeste mand får kritik. Den sky rigmand og hans far har aldrig været bange for at gå over grænsen for at tilgodese livsværket, tøjimperiet Bestseller.

Mens de fleste danskere formentlig har stiftet bekendtskab med Bestsellers tøjmærker som blandt andet Only, Vero Moda og Jack & Jones, er det nok begrænset, hvor meget de kender til manden bag – Danmarks rigeste enkeltperson, Anders Holch Povlsen.

Den jyske købmand, der ifølge Berlingske Business har en formue anslået til 56,2 milliarder kroner, har nemlig gjort en dyd ud af at leve en så anonym tilværelse som muligt. Godt belært af fortiden.

Omkring årtusindeskiftet var familien omdrejningspunkt i to sager om kidnapning og trusler, hvor først en tidligere soldat brød ind i deres hjem og lagde trusselsbreve. Senere blev en søn af en Bestseller-arkitekt kidnappet i Bangladesh, hvor kidnapperne troede, at de havde fået fat i Anders Holch Povlsen.

Siden har familien været meget pressesky. Der leves ud fra devisen om, at 'den, der lever stille, lever godt', fortalte Anders Holch Povlsen i et interview med Børsen i 2018.

Dog er der undtagelser fra reglen. Den fartglade milliardær er storsponsor for Formel 1-køreren Kevin Magnussen, hvor man af og til kan se ham ved racerbanerne som støtte.

Også den røde løber har Anders Holch Povlsen gæstet grundet sit venskab med kronprinsen. Blandt andet deltog han ved kronprinsens 50-års fødselsdag, ligesom han går på jagt med Danmarks kommende konge.

Anders Holch Povlsen er kommet i vælten den seneste tid, efter at han både har fyret og meddelt, at han ikke vil betale husleje, før han får del i regeringens hjælpepakker.
Anders Holch Povlsen er kommet i vælten den seneste tid, efter at han både har fyret og meddelt, at han ikke vil betale husleje, før han får del i regeringens hjælpepakker. Foto: PR
Vis mere

Historien om Bestseller begynder dog langt væk fra de bonede gulve – nemlig i 1975 med Anders Holch Povlsens forældre, Troels Holch Povlsen og Merete Bech Povlsen.

En ordblind Troels Holch Povlsen med 67.000 kroner i baglommen var taget til midtjyske Herning, hvor han skulle læse til konfektionstekniker på Tekstilskolen. Han nåede dog aldrig at få en eksamen.

Hans onkel havde en tekstilfabrik, der lavede kjoler. Virksomheden kørte ikke så godt, men så fik Troels Holch Povlsen en god idé.

»Jeg kunne se i listerne, at han ikke havde nogen kunder i Ringkøbing, så jeg fandt et ledigt lokale, hvorfra vi kunne sælge sommerkjoler til turisterne,« fortalte Troels Holch Povlsen til Jyllands-Posten i 1999.

Som bare 25-årig overtog han butikken, der hed Pigalle. Den ene butik blev hurtigt til fire i Ringkøbing, og derefter fulgte flere butikker i andre jyske byer.

Kort efter skabte Troels Holch Povlsen også sin egen engrosdel, og så blev Bestseller-imperiet for alvor grundlagt. Et imperium, som han i mange år drev sammen med sin kone.

I 1999 havde Bestseller 612 butikker over hele verden og en omsætning på 2,5 milliarder. I 2018/2019 lød omsætningen på over 26 milliarder, og kæden havde 2.750 butikker.

Den vilde udvikling skyldes ikke mindst andet skud på Bestseller-stammen, Troels Holch Povlsens ældste søn, Anders Holch Povlsen.

Han overtog som blot 28-årig forældrenes livsværk i 2001 – efter at han havde fulgt familiefirmaet tæt gennem sin barndom og ungdom.

»Senere begyndte jeg at pjække fra gymnastiktimerne, for jeg ville hellere over på lageret og give en hånd med. Jeg var fascineret af det, der foregik derovre. Jeg var vel 13-14 år gammel,« fortalte Anders Holch Povlsen til Børsen i 2018.

Foruden Bestseller i Europa ejer Anders Holch Povlsen et Bestseller-imperium i Asien, som han for få år siden overtog fra sin far, og som han i dag ejer med to partnere. Det formodes, at den asiatiske del er flere milliarder værd.

En stor del af sin milliardindtjening har Anders Holch Povlsen investeret vidt og bredt. Han har store aktieposter i nemlig.com, dicountkæden Normal og online-tøjportalerne Asos og Zalando.

Anders Holch Povlsen ejer så meget jord i Skotland, at de britiske medier omtaler ham som 'kongen af Skotland'. På billedet ses et af hans skotske godser.
Anders Holch Povlsen ejer så meget jord i Skotland, at de britiske medier omtaler ham som 'kongen af Skotland'. På billedet ses et af hans skotske godser. Foto: Aldourie Castle/PR-foto
Vis mere

Dertil kommer, at han har opkøbt over 11 godser og landejendomme i Skotland, hvilket har gjort, at han ejer mere land i Skotland end den britiske dronning.

Bestsellers succes har dog en knap så flot bagside. Imperiet er kendt for prisvenligt tøj, og flere gange er virksomheden både under Troels og Anders Holch Povlsen blevet anklaget og dømt for at kopiere bukser, sko og smykker.

Virksomheden er også flere gange blevet kritiseret for arbejdsforholdene på de fabrikker i blandt andet Indien, hvor Bestseller får syet meget af sit tøj.

Også Anders Holch Povlsen selv har været i nærkontakt med politiet. I 2015  blev han taget i at køre 212 km/t i sin luksus-Tesla på en jysk motorvej, hvilket kostede ham kørekortet.

Det var Troels Holch Povlsen, der lagde grundstenene til Bestseller.
Det var Troels Holch Povlsen, der lagde grundstenene til Bestseller. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dertil kommer, at miljøorganisationer og lokale skotter har kritiseret hans store opkøb i Skotland, mens han herhjemme har fået kritik for at betale sig fra at få flyttet en offentlig vej ved sit gods Constantinsborg ved Aarhus lidt længere væk, da den generede ham.

Forfatter Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om Bestseller, siger:

»Anders Holch er et noget krævende menneske, for han mener, at han kan kræve hvad som helst. Men det er han så sluppet af sted med indtil nu,« siger han.

Måske har han det ikke fra fremmede. I 1997 forklarede hans far til Jyllands-Posten, hvorfor han havde købt godset Gyllingnæs ved Odder:

»Jeg har råd til at gøre det, jeg har lyst til,« lød det.

Men meget tyder på, at Holch Povlsens held til at slippe af sted med dårlige sager er brugt op.

Den seneste tid har Bestseller fået massiv kritik for at fyre 750 ansatte få dage inde i krisen – og dernæst for at nægte at betale husleje i sine butikker, før man fik del i en hjælpepakke fra staten. Flere kritikere mener, at milliardæren burde bruge af egen formue først.

Det mener Berlingskes erhvervskommentator, Jens Christian Hansen, også:

»Der er ingen tvivl om, at han likviditetsmæssigt er presset, men han har en moderkoncern med næsten 30 milliarder kroner i formue. Dels ville det klæde Ander Holch også at bruge af den opsparede kapital frem for at sende så stor en del af regningen videre til statskassen, dels ville det klæde en så stor virksomhed som Bestseller, at man kommunikerede bare en lille smule med den omverden, som han er en del af, og som har givet ham mulighed for at etablere en så stor og guldrandet forretning,« siger han.

Professor i økonomi Anders Drejer har tidligere udtalt til B.T., at selv om Anders Holch Povlsens ageren kan opfattes som kynisk, er det 'forretningsmæssigt' den korrekte beslutning.

Søndag vendte rigmanden dog alligevel på en tallerken og meddelte, at han nu agter at betale husleje.

»Jeg vil gerne undskylde for vores håndtering og beklager, hvis vi utilsigtet har trådt ved siden af over for nogle udlejere,« siger Anders Holch Povlsen til Finans.

B.T. ville gerne interviewe Anders Holch Povlsen til denne artikel. Bestseller er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.