Til stor overraskelse blev storfavoritten Mads ikke ugens mesterbager i 'Den store bagedyst'. Det eftertragtede forklæde gik i stedet til Anne Tirstrup, som både kan juble over den uventede titel og en plads i finalen.

»Det var fuldstændigt sindssygt,« husker den 26-årige 'Bagedyst'-deltager i dag tilbage på semifinalen.

»Vi havde jo nok alle Mads som vores hovedkonkurrent, så det var så fedt, at jeg hapsede det (forklædet, red.) fra ham. Og bare det at kunne sige, at jeg er i finalen – det havde jeg slet ikke turdet drømme om,« lyder det beskedent videre fra Anne Tirstrup, der til daglig arbejder som sygeplejerske på Skejby Sygehus i Aarhus.

»Der er faktisk en del af patienterne, der er begyndt at genkende mig og kalder mig ved navn. Det er jo ikke så normalt, at de ved, hvad sygeplejerskerne lige hedder, men der er mange, der kommenterer på, at de følger med, og det er da kun dejligt, hvis jeg kan være med til at give lidt glæde i deres dag,« fortæller hun om tv-succesen, der altså har gjort hende til et kendt ansigt i Aarhus.

Anne.
Anne.
Vis mere

»Jeg skulle lige vænne mig til det. Normalt er jeg jo meget privat over for patienterne og fortæller ikke, hvad jeg laver, når jeg har fri, men nu gør det ikke så meget.«

'Den store bagedyst' blev optaget i maj og juni, så Anne Tirstrup har efterhånden længe holdt på hemmeligheden om, at hun gik hele vejen til finalen. Indtil videre har det ikke været noget problem, men siden kvartfinalen har det været sværere og sværere at holde masken.

»Det er begyndt at blive svært, men jeg smiler bare, når folk spørger – og tilføjer så, om de overhovedet vil vide det. Det er jo heller ikke sjovt at få spoilet, hvad der sker.«

Den opmærksomme seer lagde måske mærke til, at Anne Tirstrup i semifinalen endnu en gang havde svært ved at styre sine rystende hænder. Som sygeplejerske er hun ellers vant til at arbejde fuldt koncentreret, så hun ved ikke præcis, hvor det kommer fra. Men hun har en idé.

»Det er jo nok bare en blanding af nervøsitet og tidspres. Når jeg er på arbejde som sygeplejerske, er der jo trods alt ikke en, der står ved siden af og råber, hvor meget tid der er tilbage,« fortæller hun med et grin.

På grund af coronakrisen blev optagelserne til denne sæsons udgave af 'Den store bagedyst' rykket, og der var derfor færre pauser for deltagerne undervejs. Det kunne man godt begynde at mærke til sidst, fortæller Anne Tirstrup, der altså ikke gik ind til semifinalen med den helt gennemarbejdede plan.

»Jo længere vi kom, jo større var presset for alle, tror jeg. Og jeg havde ikke øvet mere end frem til program fire eller fem. Så til sidst tog jeg det bare fra uge til uge,« forklarer hun – og det endte jo som nævnt indtil videre med en finaleplads.