For en uge siden, da Yahya Hassan til alles overraskelse udgav en ny digtsamling, befandt han sig stadig på psykiatrisk afdeling på Skejby.

Nu overrasker den kontroversielle forfatter igen ved pludseligt at dukke op på Bogforum i København søndag - og tilmed med et helt nyt udseende.

Yahya Hassan er omgivet af sikkerhedsvagter, da han ankommer, helt korthåret.

Nydeligt klædt i blå polo, sorte jeans og sneakers fra Nike går han ellers i gang med sin insisterende oplæsning, hvor kunstnerpauser er en by i Rusland.

Digteren Yahya Hassan lukker Bogforum i Bella Center.
Digteren Yahya Hassan lukker Bogforum i Bella Center. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Imens er der helt ro blandt publikum. Stort set alle har dog fundet mobilen frem for at dokumentere Yahya Hasans første offentlige optræden siden bogudgivelsen.

Efter oplæsningen sætter han sig til rette, klar til at signere bøger, med en smøg i munden.

»Er du godt klar over, at det kun er Kim Larsen og Dronningen, der har fået lov at ryge herude?« spørger en mand ham, og Yahya Hassan griner.

En anden dukker op med en skål, som forfatteren kan bruge som askebæger.

Yahya Hassan signerer bøger med en smøg i munden.
Yahya Hassan signerer bøger med en smøg i munden. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Ligesom Yahya Hassans bog blev revet af Gyldendals online hylder få timer efter udgivelsen, er dagens oplæsning også et kæmpe tilløbsstykke.

Allerede 10 minutter før han gik på havde 2-300 mennesker samlet sig foran scenen.

Hans navn fremgår ellers ikke af programmet. Først søndag formiddag annoncerede Gyldendal, at Yahya Hassan ville lukke deres scene med en oplæsning fra sin nye bog 'Yahya Hassan 2'.

Det er første gang Yahya Hassan optræder offentligt efter udgivelsen af sin nye bog sidste fredag.

Da bogen udkom var hovedpersonen nemlig indlagt på psykiatrisk afdeling i Skejby.

Her havde Yahya selv ladet sig indlægge, da han en dag havde stået med en køkkenkniv i hånden klar til at stikke sin bror ned.

Han fortæller selv til Weekendavisen, at han har en stofudløst psykose.

»Jeg mister tilliden til alle omkring mig, det kommer med kokainen, jeg mistede endda tilliden til min egen lillebror, det var derfor, jeg lod mig indlægge,« uddyber han i interviewet med Weekendavisen, der er foretaget i bidder fra psykiatrisk afdeling.

Men godt en uge efter han altså klar til at møde sine læsere.

Efter oplæsningen står folk i kø for at få signeret en bog.

Folk viser forfatteren stor respekt, og en ældre damer siger: »Jeg vil så gerne velsigne dig«.

En anden dame undrer sig: »Han ser nu meget tilforladelig ud. Er han mon stadig indsat?«

Folk står i land kø for at få signeret en bog. Yahya når dog ikke alle, før han bliver træt og må gå.
Folk står i land kø for at få signeret en bog. Yahya når dog ikke alle, før han bliver træt og må gå. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Venligt og høfligt signerer Yahya Hassan, men får dog pludselig nok:

»Hvor lang er den kø der? Jeg er ved at være træt.«

De stopper signeringen, og Yahya Hassan bliver fulgt ud.

Et par af dem, der ikke nåede at få sigeneret en bog, brokker sig en smule, men det bliver afværget med et »nu skal I ikke presse ham,« fra den mand, der følger ham ud.