Det kom som en trist overraskelse, at komikeren Melvin Kakooza måtte trække sig som ‘X Factor’-vært, da han har fået fjernet en godartet hjernetumor.

At tumoren er godartet er dog en god nyhed, fortæller overlæge og hjerneforsker ved Rigshospitalet, Hans Skovgaard Poulsen.

»Det interessante er, at den er godartet, og at man måske har fjernet det hele. Det er enormt positivt,« siger han.

Han har ikke selv deltaget i behandlingen af Melvin Kakooza, men udtaler sig generelt om sygdommen samt ud fra det, som Melvin Kakoozas manager Jakob Riis tidligere mandag har udtalt i en pressemeddelelse.

Komiker Melvin Kakooza er populær, og han skulle have været årets 'X Factor'-vært. Men det kan han desvære ikke nu, hvor han er sygemeldt.
Komiker Melvin Kakooza er populær, og han skulle have været årets 'X Factor'-vært. Men det kan han desvære ikke nu, hvor han er sygemeldt. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Her fremgik det, at komikeren den seneste tid har haft noget ubehag, og at han derfor blev undersøgt.

»Det har desværre vist sig, at han i noget tid har gået rundt med en hjernetumor i baghovedet, som har vist sig at være godartet. Den er nu blevet opereret væk,« lød det fra Jakob Riis.

Det fremgik ikke at pressemeddelelsen, hvordan Melvin Kakooza har det efter operationen, om man har fået fjernet hele tumoren, eller om han skal have noget efterbehandling i form af stråler eller kemo.

Ifølge Hans Skovgaard Poulsen, der også er direktør for 'Det Nationale Hjernetumor Center for hjernetumorforskning' er det formentligt en tumor af typen Astrocytom, som  Kakooza er blevet ramt af.

Komiker Melvin Kakooza har fået fjernet en godartet hjernetumor.
Komiker Melvin Kakooza har fået fjernet en godartet hjernetumor. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg går ud fra, at det er sådan en (Astrocytom, red.)«, siger overlægen og fortæller, at prognosen er ret god, hvis man kan fjerne det hele uden at beskadige for meget af det raske væv.

»Hvis lavgradstumorer (godartede tumorer, red.) bliver opereret, så det hele er væk, så er prognosen god, og så gør man som regel ikke mere. Så skal han observeres, og så ser man, hvordan det går,« siger Hans Skovgaard Poulsen.

»Men hvis man ikke kan fjerne det hele, så giver man dem noget onkologisk behandling i form af strålebehandling eller kemoterapi. Hvis det er en højgradstumor (ondartet tumor, red.), så får man altid kemo eller stråleterapi bagefter.«

Selvom Melvins tumor er godartet, så er det dog ikke sikkert, at han slipper helt for yderligere behandling. Formentlig vil man lave molekylære undersøgelser af den efter operationen for at fastslå med sikkerhed, om den er godartet, ligesom man normalt skanner patienten bagefter for at se, om man har fået fjernet det hele, forklarer overlægen.

Det er den tidligere 'X Factor'-vært Lise Rønne, der endnu engang for æren at være vært for showet.
Det er den tidligere 'X Factor'-vært Lise Rønne, der endnu engang for æren at være vært for showet. Foto: JOERG CARSTENSEN
Vis mere

Men hvor længe en patient skal bruge på at komme sig over operationen afhænger også af, om tumoren har lavet ravage, samt hvordan operationen gik.

»Hvis de har opereret den rigtig godt, og der ikke er nogle problemer efter operationen, og der ikke er noget, der bløder, og der ikke er for meget hævelse, så går der måske en måneds tids, hvor man skal slappe rigtig godt af. Men der kan godt gå op til flere måneder, før man har det godt igen«, forklarer Hans Skovgaard Poulsen, der dog tilføjer, at man under alle omstændigheder vil blive fulgt tæt og skulle gå til kontrol, da der i en del tilfælde ses tilbagefald.

Det vides ikke, hvordan Melvin Kakooza har det nu. Ifølge hans manager kom tumoren som et chok for både komikeren og hans familie.

»De har nu brug for al den ro, de kan få, for at han kan komme sig,« udtalte manageren i pressemeddelelsen.

Ifølge TV 2 er Melvin Kakooza sygemeldt indtil videre, og dermed kan han ikke varetage jobbet som vært på 'X Factor,' når liveshowene begynder fredag.

I stedet er det den tidligere 'X Factor' vært Lise Rønne, der kommer til at være vært i årets udgave, da showets faste vært Sofie Linde er på barsel.