Læs hvad han skriver i sin dating-profil på dating.dk

For godt en måned siden stod en afklaret Finn Nørbygaard frem i BT og fortalte, han og hustruen gennem fire år, Hanne, skulle skilles.

Siden er han flyttet hjem til Århus. Og nu er han så småt begyndt at få øjnene op for det andet køn igen. Ifølge BilledBladet, der kommer på gaden i morgen torsdag, har den kendte komiker og entertainer nemlig oprettet en profil på datingsiden, dating.dk.

- Det havde jeg nok ikke haft modet til for 10 år siden, men det er virkelig sjovt, og jeg kan anbefale det til alle, siger Finn Nørbygaard blandt andet til BilledBladet.



Han sammenligner sin netdating med at at gå til bal på kroen i gamle dage, hvor de dansende kunne "lugte" hinanden an.

- Vi er jo som en slags dyr, og måske rammer jeg den rigtige duft en dag, griner Finn Nørbygaard.

Han understreger dog også, at selv om han nyder at se de forskellige kvinder an på nettet og at de ser ham an, så er den 60-årige single ikke i panik.

På sin profil beskriver komikeren sig blandt andet som en 60-årig mand med en hjerne på 37 og en krop på 48 år.