Ottelingernes mor har underskrevet kontrakten til et nyt reality-show. Nu skal de otte børn sammen med deres seks ældre søskende være tv-stjerner.

1300 kroner per dag tjener de 14 søskende for at optræde i et nyt tv-show, skriver nyhedsbureauet AP. Samlet vil de 14 børn i løbet af de næste tre år tjene omkring 1.3 millioner på livet som tv-stjerne.

15 procent af lønnen bliver styrret direkte ind på en lukket konto for hver af børnene, så de ikke kan hives ud, før de fylder 18. Der vil derfor blive grundlag for en god børneopsparing til de mange søskende.

Moderen Nadya Suleman underskrev kontrakten i går, og de regner nu med at kunne starte optagelserne den 1. september.

Ottelingerne blev verdensberømte, da de kom i verden i januar. Glæden over de små blev dog hurtig vendt til raseri, da det kom frem i lyset, at moderen i forvejen havde seks børn, som hun forsørgede ved hjælp af madkuponer og bistand.

Nu skal det dog være slut med bistanden, for nu kan børnene, der altså ikke engang er et år gamle, forsørge familien med deres løn fra produktionsselskabet.