Den amerikanske talkshow-vært Oprah Winfrey har mistet sin mor.

Vernita Lee sov stille ind torsdag i sidste uge. Samme dag som amerikanerne fejrede højtiden Thanksgiving. Hun blev 83 år.

Det var kendis-sitet TMZ, der var først med nyheden. De har oplysningerne fra et opslag, som Oprahs niece, Alisha Hayes, lavede.

Oplysningerne er siden blevet bekræftet af familien.

Oprah har tidligere været åben om, at hendes forhold til moderen i mange år ikke var det bedste.

Moderen var nemlig blot 19 år, da den senere verdensberømte tv-personlighed blev født.

Da hun ikke selv har i stand til at brødføde sin datter, voksede Windfrey op hos sin mormor de første seks år af sit liv.

»Jeg stillede spørgsmålet... hvad er en mor? Hvad er det meningen, at du skal føle for din mor?« har Oprah tidligere fortalt om sin relation til moderen som barn.

Vernita fik to børn mere. En datter, der blev bortadopteret, og som Oprah først som voksen fik kontakt til. Derudover var der også en søn, som døde af AIDS i 1989.

Forholdet mellem tv-stjernen og moren blev efterhånden bedre, og Vernita gæstede Oprahs talkshow tilbage i 1990, hvor Oprahs stylist gav hende en makeover.