Da Fyr og Flamme optrådte på dette års Smukfest, var planen at forevige den store koncert på video.

Men nu er Jesper Groth og hans makker Laurits Emanuel, der står bag popduoen, altså stødt på – hvad de selv kalder – »en udfordring af lidt aparte karakter« i klipperummet.

En festivalgænger havde nemlig medbragt sig en kæmpestor, oppustelig penis til koncerten på Stjernescenen – og den volder store problemer.

'En pust-op-pik i ikke uvæsentlig størrelse danser pardans med Jesper i de fleste frames for ikke at tale om de skud, hvor den decideret opsluger ham,' skriver Fyr og Flamme i et opslag på deres Instagram-profil.

Duoen må dog siges at tage udfordringen, og den potentielt ødelagte video, med et smil.

Instagram-opslaget er nemlig ikke lavet for at brokke sig over den medbragte plastikpenis – tværtimod.

'Vi vil gerne sende lidt kopper og T-shirt af sted til indehaveren. Og selvfølgelig en matchende findeløn til det afgørende spor!' lyder det i opslaget.

Koncerten var ifølge B.T.s anmelder et »fuldstændig genialt, selvironisk og dejligt overdrevent popshow«. Anmeldelsen kan du læse her.