Mange Netflix-seere har fået et uhyggeligt indblik i den sidste tid for familien Watts.

I dokumentar-serien 'American Murder-The Family Next Door' lærer man Shanann Watts og hendes to døtre, Bella og Celeste, at kende. Ligesom man også bliver introduceret for deres morder, Chris Watts. Ægtemand til den afdøde kvinde og far til de afdøde piger.

Instruktør Jenny Popplewell står bag serien, som nu får stor ros fra en person, som stod de dræbte meget nær.

Bror til Shanann Watts, Frankie Rzucek, viser på sin Facebook-profil sin taknemmelighed over det arbejde, der er lagt i Netflix-serien. Det gør han samtidig med, han løfter sløret for sit syn på sin svoger.

'Jeg vil varmt anbefale, at man ser denne her (Netflix-serien, red.). Instruktøren sikrede sig, at vi var en del af hele processen, og vi mødte hele holdet personligt,' skriver han i sit Facebook-opslag, som fortsætter:

'Den her dokumentar giver min søster en stemme, og hun taler hele vejen igennem den. Den viser også, hvordan hendes liv var, før han dukkede op, og hvor lykkelig hun var med den her smukke familie, inden han var utro og blev forvandlet til en anden person og blev til det monster.'

I Danmark har serien også haft premiere, og på Netflix lå den blandt de 10 mest streamede ting på deres side.

Broren Frankie Rzucek er også en del af dokumentaren selv, da han ses holde tale ved sin storesøsters bryllup i serien.

Her er han så rørt over, hvor godt et par Chris Watts og søsteren er, så tårerne strømmer, mens han taler.

Det var 13. august 2018, at Chris Watts tog livet af sin kone og deres to døtre på tre og fire år. Det indrømmede han senere i forbindelse med en aftale, der blev indgået med anklageren. Shanann Watts familie var imod dødsdom, da de ikke ville have, at flere liv skulle gå tabt, så Watts afsoner nu en livstidsdom.

Morderen indrømmede i forbindelse med efterforskningen, at han havde en affære med kvinden Nichol Kessinger, da han begik mordene.

Han fortalte i forbindelse med sin tilståelse, at han diskuterede sit nye forhold med sin kone, inden han kvalte hende.

Chris Watts forklarede, at han placerede liget af sin afdøde kone for fødderne af sine døtre, inden han kørte dem allesammen ud til den olieudboring, hvor han arbejdede.

Her kvalte han først den ene datter og smed hende i en olietank, inden han husker, at den ældste datter, Bella, bad for sit liv. Hun blev fundet i samme tank som sin søster. Moren blev fundet i en grav på marken ved siden af arbejdspladsen.

Foruden sin kone og de to døtre stoppede Chris Watts også livet for sin ufødte søn, som Shanann Watts var gravid med på mordtidspunktet.