SBS TV tør ikke vise Omar Marzouks terror-satireserie 'Cellen'.

Det er over to år siden, at komiker Omar Marzouk satte sidste punktum i sit manuskript om tre talentløse terrorister. Det Danske Filminstitut spyttede 4,5 mio. kr. i projektet, men SBS tør ikke bringe serien. Hysterisk, siger filminstituttet.

'Terrorcellen' skulle have været SBS’s helt store satiresatsning, men siden ændrede serien navn til 'Cellen', den blev flyttet fra Kanal 5 til den mere smalle Kanal 6, men satireserien blev aldrig vist.

Manuskriptforfatter på serien, Omar Marzouk, har forgæves trukket 'ytringsfrihedskortet' over for kanalen.

- Jeg er rasende over, at SBS ikke tør vise en serie, der tager pis på ekstremister. Det letteste i verden ville være at skabe en ny Muhammedkrisen, men det er vi ikke ude på. Når man endelig forsøger med noget dialogskabende, så skal det ties ihjel, siger Omar Marzouk.

I hans kontrakt med SBS står der, at stationen er forpligtet til at vise serien, inden for et år efter at statsstøtten på de 4,5 mio. blev bevillget. Ellers skal kronerne retur.

Den frist blev forlænget til 6. december i år, og nu har stationen fået dispensation af kulturministeriet frem til 6. juni 2011 – med henvisning til seriens 'kontroversielle' emne.

Et tyndt argument, mener Omar.

- Hvad er det, de venter på, skal køle ned? Ekstremisterne er her også til sommer – og om fem og ti år, siger Omar Marzouk.

Serien får opbakning på Facebook, hvor gruppen 'Vi vil have tv serien 'Cellen' vist på tv nu' har lagt en teaser til den oprindelige udgave af 'Cellen' ud. Se den her.

Siden er scenen, hvor to kvajede terrorister skal forestille sig at brække sig udover muslimernes hellige bog, koranen, blandt andet skåret ud.

LÆS HELE HISTORIEN I B.T. TIRSDAG