Skuespiller og sanger Olivia Newton-John skal ikke nyde noget af at blive vaccineret mod coronavirus.

Det fortæller den 72-årige 'Grease'-stjerne til The Herald Sun.

Det på trods af at både hendes høje alder og det faktum, at hun er hårdt ramt af brystkræft, placerer hende i risikogruppen.

»Ikke lige nu, nej,« siger Olivia Newton-John uden at uddybe sin beslutning yderligere.

Det gør hendes datter, 34-årige Chloe Lattanzi, til gengæld.

Sammen med sin mand, James Driskill, driver hun nemlig en gård i Oregon, der producerer medicinsk cannabis. Og kendisdatteren mener, at naturlig medicin er vejen frem, og at man ikke skal lade sig indsprøjte med kemi.

»Jeg er ikke imod vacciner – jeg er imod er putte kviksølv og pesticider i min krop, hvilket mange vacciner indeholder,« siger hun.

Hun mener, at folk udelukkende tror på, at vacciner virker, fordi deres læge siger det.

Chloe Lattanzi, der hverken er læge eller har nogen medicinsk eller videnskabelig baggrund, siger til gengæld det omvendte.

Hun har nemlig 'lavet sin research', siger hun ifølge Daily Mail til The Herald Sun.

Og hun er derfor ærgerlig over, at hun har fået så 'meget gift sprøjtet ind i kroppen', siden hun var baby, når hun kunne have nøjedes med nogle urter og planter.

Chloe Lattanzi har desuden researchet sig frem til, at mundbind er ligegyldige i kampen mod corona – og i værste fald skadelige, fordi man ikke kan trække vejret og 'bliver kvalt' bag stoffet, hævder hun.

Det fremgår ikke, hvor kendisdatteren har fundet sin research, men spørger man Lægemiddelstyrelsen, er der ikke noget, der tyder på, at det skulle være skadeligt at lade sig vaccinere mod covid-19.

Olivia Newton-John og hendes datter Choe i 2000.
Olivia Newton-John og hendes datter Choe i 2000. Foto: JIM RUYMEN
Vis mere

Ifølge den danske styrelse, der overvåger medicin og vacciner i Danmark, kom der kun 1.917 indberetninger om personer, der har oplevet bivirkninger, efter at 180.000 havde fået vaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Langt de fleste er milde og ganske almindelige bivirkninger som smerte ved indstiksstedet, hovedpine, utilpashed eller feber.

Der er indberettet 10 alvorlige allergiske reaktioner, som har krævet hurtig behandling. De ramte personer kom hurtigt i bedring.