Når Big Brother vender tilbage på Kanal 5 næste år, bliver det med Oliver Bjerrehuus som hus-vært.

Her skal han være indespærret på lige vilkår med de andre deltagere, og kan derfor heller ikke forlade huset under programmet. Da BT taler med den 38-årige model mandag eftermiddag, lyder beslutningen dog ikke helt velovervejet.

- Jeg har sagt ja, fordi jeg har meget svært ved at sige nej til en udfordring. Jeg har dårligt nok fået orienteret mig endnu, og det er jo typisk mig, så jeg ved knap nok, hvad jeg går ind til, griner Oliver Bjerrehuus.

Da spørgsmålet falder på, om han som far godt kan undvære sin børn i det tidsrum, bliver der stille et kort sekund.

- Gud, det har jeg sgu ikke tænkt over. Altså.. Det bliver jeg jo nødt til, siger en tøvende Oliver Bjerrehuus.

Den 38-årige model har tidligere deltaget i TV3-programmet 'Stjernerne på vippen,' været dommer i Danmarks næste topmodel,' danset rundt i 'Vild med dans' og foldet sit liv ud i 'Olivers kamp' på Kanal 4.

Og med sin nye rolle som hus-vært for deltagerne i Big Brother 2014, kan Oliver Bjerrehuus godt forstå, hvis nogen mener, at han sælger ud.

Tv-programmer er min levevej

- Jeg er ved at blive et gammelt røvhul. Så spørgsmålet er jo, om jeg sælger ud eller shopper ind. Jeg har lavet så meget fjernsyn nu, at det jo er blevet en levevej, erkender Oliver Bjerrehuus.

Med en karriere som model fik han aldrig taget en uddannelse. Og set i bakspejlet havde det måske været en god idé.

- Jeg burde måske have taget den der uddannelse, så jeg kunne gå i graven med mit selvværd i orden. Men det er for sent, så jeg har ikke nogen kvaler med at deltage i flere tv-programmer, siger Oliver Bjerrehuus.

Er der nogen programmer, du ville sige nej til?

- De fleste af de programmer, jeg har været med i, ville jeg sige nej til, griner Oliver Bjerrehuus.

Alligevel kan den 38-årige model opleves gang på gang i forskellige realityprogrammer, og sådan fortsætter det højest sandsynligt.

- Nu har jeg lige lavet 'Stjernerne på vippen,' så jeg kan give en metafor. Det er ligesom at gå op på 10-meter vippen, og man ved, at det er dumt. Men nogen gange gør man det bare alligevel. Og så tænker man bagefter: Det var da egentlig en meget fed tur, siger Oliver Bjerrehuus og fortsætter:

- Det er lidt det samme med de der fjernsynsprogrammer. Hvis jeg havde noget der kunne ødelægges, så ville jeg ikke gøre det, men nu har jeg gjort det så meget, griner han.