Mange har været forundrede over aldersforskellen på Oliver Bjerrehuus og hans kæreste, 20-årige Sofie Dahlberg, som han afslørede sit forhold til for et par uger siden.

Han er blevet kaldt stodder og klam, men det rører ham ikke længere.

For selvom danskernes grimme kommentarer trak den 45-årige model og mediepersonlighed ned i et mørkt hul mentalt, så fik han vendt sit liv godt og grundigt op og ned, da han for cirka et år siden så småt begyndte at danne par med hende.

»Jeg har haft det ret svært på det sidste. Der har været nogle meteorer af folkemeninger, der er haglet ned over mig. Jeg er et følsomt menneske,« fortæller han i radioprogrammet 'Det, vi taler om', som sendes på B.T.

Efter flere år med mørke tanker, så er Oliver Bjerrehuus igen på benene og glad for tilværelsen.
Efter flere år med mørke tanker, så er Oliver Bjerrehuus igen på benene og glad for tilværelsen. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Han synes, der er en meget aggressiv tone i Danmark, som han har været meget eksponeret for.

»I spørger mig, hvorfor jeg er sammen med Sofie, og det er jeg, fordi hun er rigtig, rigtig sød. Hun har altid været sød med mig, hun har aldrig hængt mig ud eller svinet mig til,« siger han til vært Ditte Okman og panelet i studiet.

»Jeg er glad, når jeg vågner om morgenen. Før havde jeg lyst til at begå selvmord,« fortæller han.

Sofie Dahlberg får ham op af sengen og giver ham en dagligdag. Hun har hjulpet ham med at komme til et sted, hvor han ifølge sig selv føler sig som menneske. Før han mødte hende, så var han godt på vej ind i en depression.

»Jeg gik rundt og var levende død,« fortæller han om tiden efter sin flerårige modelkarriere, der tog ham verden rundt.

I dag er han glad. Han står op klokken otte hver morgen og ved, hvad han skal bruge sin dag på. Før tog han på bar og sov længe.

»Det er første gang i mit liv, at jeg føler, jeg har en kæreste, som holder af mig for det menneske, jeg er.«

Oliver Bjerrehuus besluttede at vente et år med at afsløre forholdet til Sofie Dahlberg, fordi han var blevet lidt for træt af mediemøllen.

»Mit liv har altid været mere eller mindre i presse, men der har jeg lært at føle mig som en af de der krokodiller, der bliver slået i hovedet i Tivoli konstant af diverse mennesker, der betaler indgang – at der også er noget, der hedder privatliv,« siger han og understreger, at det nu alligevel er meget rart, at han kan vise sin kæreste frem nu.