Østre Gasværk Teater har fundet en afløser for Ole Thestrup, der har måttet melde forfald til teaterstykket 'De 3 Musketerer'.

Noget overraskende bliver det Kirsten Lehfeldt, der skal overtage rollen som Kaptajn de Treville. Det skriver Østre Gasværk Teater i en pressemeddelelse.

Kirsten Lehfeldt er klar til at springe på opgaven fra den 10. januar, hvor hun første gang forvandler sig til Kaptajn de Treville, der er musketerenes leder og uanende far til d'Artagnan.

»Det lyder så skævt og vildt tosset, så det bliver jeg nødt til at prøve. Tænk at dublere for Ole Thestrup. Og så er vi gamle holdkammerater. Jeg elsker Ole, og jeg vil elske at få lov at hjælpe ham, den kære, kære mand,« siger Kirsten Lehfeldt ifølge pressemeddelelsen. Lehfeldt og Thestrup er begge uddannet fra Aarhus Teater i 1976.

Kirsten Lehfeldt overtager Ole Thestrups rolle i skuespillet De 3 Musketerer på Østre Gasværk Teater.
Kirsten Lehfeldt overtager Ole Thestrups rolle i skuespillet De 3 Musketerer på Østre Gasværk Teater. Foto: Østre Gasværk Teater
Vis mere

Kirsten Lehfeldt begynder dog ikke på helt bar bund, når hun skal til at spille den mandlige rolle. Hun har tidligere optrådt som mandligt modstykke til Søs Egelind i TV-satiren Søs & Kirsten, ligesom hun har spillet maskuline roller i en række reklamefilm.

Teaterchefen på Østre Gasværk har således stor tiltro til Lehfeldts evner.

»Det er et par store støvler, hun skal fylde ud, men Kirsten er den helt rette mand til opgaven,« siger Pia Jette Hansen, der er teaterchef på Østre Gasværk Teater ifølge pressemeddelelsen.

Ole Thestrup har lidt af hjertekramper i flere år, og han skal derfor igennem en bypass-operation. Så Østre Gasværk Teater har igennem noget tid ledt efter en afløser for den 66-årige skuespiller, der blandt andet er kendt for sine roller som den ivrige jæger i filmen Blinkende Lygter og som bramfri politiker i TV-serien Borgen.

Teaterstykket 'De 3 Musketerer' kører indtil den 1. februar 2015.