Skal man ud at flyve, så husk at tjekke flytiderne. De rigtige, vel at mærke.

Det kan tv-manden Ole Stephensen skrive under på, for han begik nemlig en uheldig fejl, da han skulle med flyveren fra København til Als ved Sønderborg.

Det skriver ugebladet Tæt På.

Forrige søndag skulle han til Sønderborg for at holde tale ved herrefrokosten under Ringriderfesten. Han kørte afsted til Københavns Lufthavn i god tid, så han var klar til flyet til Als.

Men det var ikke helt, som det skulle være:

»Jeg stod længe og kiggede på flytavlen. Så kiggede jeg på billetten. Og jeg havde kigget på ankomsten til Sønderborg i stedet for afgangen. Gaten var lukket, og der var ikke noget at gøre,« fortæller Ole Stephensen til Tæt På.

Da han allerede havde takket ja til at være en af hovedtalerne, var gode råd dyre. Der var ikke tid til at tage toget, så han måtte derfor bruge dankortet i en af de mange taxaer, der holder klar foran lufthavnen.

»Det blev dyrt, 5.502 kroner. Men når jeg har sagt ja til en opgave, kommer jeg også,« understreger han.

Ole Stephensen nåede frem og holdt sin tale. Han var fremme på Ringriderpladsen i Sønderborg med kun et kvarters forsinkelse.