Efter 36 år med den samme mand ved Ole Henriksen om nogen, hvordan man får et forhold til at fungere.

Og det er egentlig meget enkelt, hvis man spørger ham. Det afslører han i et interview med Hendes Verden.

Her fortæller Ole Henriksen, at humor og en evig taknemmelighed for hinanden er nøglen til et langt og godt forhold:

»Vi var for nyligt spærret inde sammen pga. covid-19, og det hjalp os, at vi har humor og kunne opføre os som to små legebørn. Tænk, at vi kan det efter 36 år. Vi udførte de job i huset, vi hver især er bedst til. Jeg er bedst til at vaske tøj og gøre rent, mens Laurence er en fantastisk kok,« siger Ole Henriksen og fortsætter:

»Vi sad hver aften i køkkenet med stearinlys og smukke blomster og spiste lækker mad. Vi gik ture i nabolaget og så en masse tv – mere end normalt. Vi læste og skrev,« siger Ole Henriksen, der til daglig bor og arbejder i Los Angeles.

Vejen til forholdet med Laurence var dog lidt mere bumpet. For Laurence fik nemlig kolde fødder, da han skulle møde Ole Henriksen for første gang.

Ole Henriksen fortæller, at han skulle møde Laurence i forbindelse med sin venindes bryllup. Her skulle Laurence sætte hår på veninden, men inden Ole Henriksen dukkede op, var Laurence væk.

Anderledes gik det dog til da Laurences chef satte en date op med de to. Det lykkedes nemlig, og parret begyndte at date, og efter fire måneder flyttede de sammen.

Ole Henriksen og Laurence bor i et hus nord for Sunset Boulevard. Et hus, hvor parret har haft deres base i næsten 30 år.

Du kan læse hele interviewet med Ole Henriksen i denne uges Hendes Verden.