Læg telefonen fra dig. Sluk for Facebook, Instagram og YouTube. Og lad så være med at sammenligne dig selv med de andre bag skærmen derude. Sådan lyder det fra skønhedseksperten Ole Henriksen, der mener, vi bør lære at være til stede i nuet, hvis vi vil opnå succes her i livet.

»Folk er alt for optaget af teknologi, de kan ikke lade dem ligge, fordi de er bange for at gå glip af noget. De er fraværende og befinder sig i en anden verden. Men jeg mener ikke, vi er skabt til at leve på den måde. Vi har brug for et pusterum i vores hverdag,« siger Ole Henriksen.

Cremekongen udgiver i denne uge sin nye bog 'Det skal føles godt - Tag hjertet med på vejen mod succes'.

Kort fortalt får man succes ved at dyrke positivitet, sætte sig nogle mål i livet og forfølge dem. Men det handler altså i lige så høj grad om at være til stede i nuet frem for at begrave sig i sociale medier.

»Vi skal prioritere de ting, der er gode for os og hjælper os med at blive positive mennesker. Det er vigtigt at være i balance og have det godt med sig selv,« siger Ole Henriksen.

Vi mødes på det fashionable hotel D’Angleterre på Kongens Nytorv i København, der er Oles stamhotel, når han er på besøg i Danmark. Han og manden Laurence, der til daglig bor i Los Angeles i USA, har ellers for nylig købt en lejlighed ikke langt derfra på Sankt Annæ Plads. Men den er stadig ved at blive renoveret, så parret til januar kan flytte ind og bo der nogle måneder om året.

Ole Henriksen er født og opvokset i Jylland i Nibe, men allerede som 18-årig tog han til København og senere til Indonesien. Det var her, drømmen om at arbejde med hudpleje tog form, og som med tiden udmøntede sig i egen skønhedsklinik på Sunset Boulevard i USA.

Den nu 67-årige mand blev verdenskendt for sine populære hudplejeprodukter, som Hollywoods kendte såvel som ukendte flokkes om.

Ole Henriksen på D'Angleterre i København.
Ole Henriksen på D'Angleterre i København. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

I 2011 solgte han sit hudplejefirma for et ukendt antal millioner til luksusimperiet LVMH med besiddelse af internationalt kendte mærkevarer som f.eks. Louis Vuitton og Christian Dior.

Ole Henriksen kan i dag læne sig tilbage og nyde sin succes. Men han deler også gerne ud af, hvordan man som ham når så langt i livet og ikke mindst gør sig fri af jantelovens handlingslammende bud om, at du ikke skal tro, du er noget eller dur til noget.

»Man skal spørge sig selv: 'Hvem er jeg?', 'Hvad er mine livsværdier?', 'Hvad drømmer jeg om?', 'Hvordan kan jeg så ændre min nuværende situation?' Det lyder overfladisk at anerkende sig selv, men når først man gør det, lærer man pludselig, at man via sin tankegang kan ændre på tingenes tilstand og sætte sig nogle mål,« siger han.

Han ønsker ikke at være en guru, der har svaret på alt, men han håber, at han med sin nye bog kan minde folk om at lægge vægt på det vigtige i livet og turde udleve drømme.

Cremekongen Ole Henriksen og manden Laurence Roberts.
Cremekongen Ole Henriksen og manden Laurence Roberts. Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

»Danskerne er jo et imponerende folkefærd, men nogle gange lukker vi døren for ting, vi gerne ville gøre,« siger skønhedseksperten.

Han advarer dog mod at lade sig forblænde af andre, der virker, som om de er perfekte og lever perfekte liv - især i vores færden på sociale medier, hvor nogle let kan blive forvirrede og tro, at man bør være ligesom dem, man følger.

Men betyder det så, at man helt skal stoppe med at sammenligne sig selv med andre?

»Det er fint at blive inspireret af andre og beundre andres talent. Det skaber glæde at rose og anerkende andre,« lyder svaret.

Ole Henriksen åbnede sin hudplejeklinik i Beverly Hills i 1975. Senere blev han kendt som stjernernes 'skincare guru'.
Ole Henriksen åbnede sin hudplejeklinik i Beverly Hills i 1975. Senere blev han kendt som stjernernes 'skincare guru'.
Vis mere

Selv bruger cremekongen kun sociale medier i professionel sammenhæng.

»Jeg er god til at slukke for iPad og telefon. Jeg føler, man hviler mere i sig selv. Jeg har et travlt liv, som jeg selv har valgt, men hvis man konstant kører med speederen i bund og er stresset, så mister man mange af de store oplevelser,« siger han.

For Ole Henriksen er alenetid derfor på linje med nattesøvn, motion og kærlighed noget af det, han prioriterer højt. Det er i disse øjeblikke, han tager de bedste beslutninger. Af samme grund mener han også, at sociale medier 'kvæler kreativiteten'.

»Jeg ønsker ikke at være belærende eller at prædike, men jeg håber, at folk kan finde inspiration i min livsfilosofi,« siger han.

Foreløbig har Ole Henriksen i hvert fald plantet et frø af positivitet hos B.T.'s udsendte. Med et kys på journalistens kinder og et ønske om en fantastisk dag forlader han D’Angleterre for i dag.