Så er der godt nyt for Nanna Øland Fabricius' pengepung.

Den 36-årige 'X Factor'-dommer har nemlig scoret kassen på salget af sin 137 kvadratmeter store lejlighed på Nørrebro i København.

Det skriver Se og Hør, som desuden kan berette, at sangerinden med kunstnernavnet Oh Land allerede har investeret fortjenesten i en villa.

Oh Land købte den nu solgte lejlighed tilbage i 2017, efter hun flyttede fra Eske Kath, som er far til sangerindens ældste søn, Svend.

Hun gav dengang 6,7 millioner kroner for lejligheden, men har ifølge ugebladet nu solgt den for hele 8,2 millioner kroner, hvilket svarer til en fortjeneste på 1,5 millioner kroner.

Som nævnt tidligere i artiklen har Oh Land allerede fundet et nyt sted at bo, hvor hun flytter ind 1. juli.

Hun og kæresten, den 33-årige musiker Adi Zukanovic, har nemlig købt en villa i Gentofte, hvor de skal bo sammen med Svend og deres fælles søn, Ernst, som de blev forældre til sidste år.

Huset har ifølge Se og Hør kostet dem 13 millioner kroner, er 244 kvadratmeter stort og har blandt andre sangerinden Anne Linnet som tæt nabo.