De tre 'X Factor'-dommere Oh Land, Ankerstjerne og Thomas Blachman har alle skænket dommerkategorierne forskellige tanker og forhåbninger.

Når 'X Factor' sendes fra 2019, skal der som altid fordeles dommerkategorier: Dem under 25, grupperne og dem over 25. Gennem 'X Factor'-stunderne har dommerne ofte skænket netop dette emne flere tanker. Det samme gør sig gældende, hvis man spørg to ud af de tre 'X Factor'-dommere.

De tre 'X Factor'-dommere Ankerstjerne, Oh Land og Thomas Blachman sammen med vært Sofie Linde.
De tre 'X Factor'-dommere Ankerstjerne, Oh Land og Thomas Blachman sammen med vært Sofie Linde. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

Oh Land har endnu ikke en klar foretrukken kategori, men mener samtidig, at én af kategorierne er lokkende.

»Jeg ville ikke blive ked af det, hvis jeg fik grupperne. Jeg synes, der er rigtig mange muligheder i forhold til harmonisering og koreografi og det at have flere på scenen,« lyder den umiddelbare vurdering fra Oh Land til B.T, mens Ankerstjerne er åben for flere af kategorierne.

»Umiddelbart har jeg ingen ønsker. Det kunne være spændende med grupperne. Omvendt kan solisterne måske noget mere ekstraordinært. Jeg tror nu alligevel, jeg kan skabe noget fedt i alt,« lyder det kækt fra Ankerstjerne.

Thomas Blachman tager det derimod mere roligt og gider ikke bruge krudt på at spekulere i dommerkategorier.

»Det har jeg overhovedet ikke tænkt over. Det kommer,« lyder det fra den erfarne dommer.