Ørkenens Sønner har i lang tid haft succes med platte jokes om sex og andre sjofelheder.

Men nu er kvartetten ramt af sygdom, melder de via deres Facebook-side.

»Asger Reher, der i Ørkenens Sønner sammenhænge bl.a. udfylder rollerne som Fjærtomanen, Grosserer Pikkerup, Kong Christian IV og en lang række andre roller, har måttet bøje sig for en stædig og vedholdende lungebetændelse med efterfølgende dehydrering og træthed«, skriver de i et Facebookopslag.

Trods sygdom oplyser Ørkenens Sønner, at de ikke vil aflyse de sidste forestillinger af Een gang til for Prins Knud.

Derfor har man i stedet »allieret« sig med Anders Bircow, der tidligere har udgjort den ene tredjedel af trioen Linje 3 og nu går ind og spiller Asger Rehers rolle i Ørkenens Sønner de resterende to uger af deres tur.

Anders Bircow træder til i Asgers Rehers fravær.
Anders Bircow træder til i Asgers Rehers fravær. Foto: David Leth Williams
Vis mere

»Asger og Anders har talt sammen om rollen og Asger har videregivet adskillige fif om fjærtomanens hemmeligheder og Anders har desuden benyttet vinterferien til prøver med de øvrige spillere: Henrik Koefoed, Søren Pilmark og Niels Olsen og er nu helt klar til at medvirke i ørkenvandringen de kommende to uger,« oplyser de endvidere.