De bader sig i fem- og seksstjernede anmeldelser. Og nu har Cirkusrevyen et sandt stjernehold klar til næste år.
 
To af Danmarks sjoveste komikere og skuespillere er netop offentliggjort ved et pressemøde i Cikusrevyens telt i Dyrehaven.

Revychefen Lisbet Dahl og hendes økonomiske boss, Torben Træsko Pedersen har hyret Andreas Bo og Niels Olsen. Billedligt talt har de været en tur omkring Sahara og det nordlige Tyskland, hvor de har hentet en af ørkenens sønner og en tidligere Live fra Bremen-stjerne til Klampenborg.
 
Ditte Hansen og Lisbet Dahl er stadig at finde på scenen til næste år. Det samme med cirkusrevyens nestor, Ulf Pilgaard.
- Ja, jeg får sgu travlt. Men det er jo sådan jeg kan lide det, siger Andreas Bo. Især kendt for sine mange parodier på bl.a. Johannes Møllehave, som han tidligere har parodieret i Cirkusrevyen. Også Niels Olsen har erfaring med Danmarks største revy. Han stod sidst på scenen i 2000.

Sindssygt meget energi
 
Andreas Bo er i færd med at forberede et soloshow med premiere senere i år. Samtidig har han travlt med at optage nye afsnit af tv-serien 'Indenrigs'.
 
- Det er et forrygende sted at arbejde. Der kommer 1.300 glade mennesker hver aften - allesammen med forventninger om at blive underholdt. Det fede ved cirkusrevyen er, at folk også er villige til at blive udfordret. Du får sindsygt meget energi med folk så tæt på dig. Først og fremmest glæder jeg mig allerede til at arbejde sammen med nogle mennesker,. som jeg ved, at jeg kan lave tant og fjas sammen med, siger Andreas Bo til bt.dk.

Begge har tidligere optrådt i Cirkusrevyen. Især Niels Olsen er myreflittig i det danske revyland. Han har leveret tekster til de fleste danske revyer i år. Nu står han igen på scenen i 2013. Efter et tiår med med kæmpe succes i Ørkenens Sønner, der holder pause på ubestemt tid.

Ud med Henrik og Niels
 
 - Niels Olsen har i flere år leveret dejlige tekster til Cirkusrevyen, men i 2013 får vi også glæde af hans store talent på scenen. Man kan roligt sige, at han vender hjem til revyteltet, for han optrådte her første gang i 1993 - i øvrigt blev han det år kåret som 'Årets revyfund'. Han kom igen i 1995 & 96 og var revyens instruktør i tre sæsoner i træk fra 1998. Så trængte han til at opleve noget andet, men heldigvis går han rundt og savner os alt for meget, så i 2013 bliver det altså til et glædeligt gensyn, siger Lisbet Dahl.

De nye navne betyder, at Cirkusrevyen i 2013 for første gang i årevis stiller op uden Henrik Lykkegaard. Niels Ellegaard ryger også ud ved denne kabale. Han har stået på scenen i Dyrehaven i flere omgange. 

- Der er er ikke tale om et fravalg. Lisbet har ønsket et nyt hold. Hun vil helst at der sker noget nyt fra år til år, siger Cirkusrevyens pressechef Christel Hammer.