Hvis folk synes, du er sjov, kan du tjene penge. Og hvis folk synes, du er rigtig sjov, kan du tjene rigtig mange penge.

Noget kan tyde på, at mange synes, at 45-årige Anders Matthesen er meget sjov, men trods alt ikke lige så sjov, som han har været.

For selv om 'Anden' kan fremvise et yderst pænt overskud på 953.343 kroner i sit seneste regnskab for holdingselskabet 'Anders Matthesen Production', så er det faktisk mere end en halvering i forhold til året før.

Her lød overskuddet nemlig på hele 2,6 millioner kroner.

Forklaringen på halveringen er dog nødvendigvis ikke, at Anders Matthesens popularitet er dalet. Forklaringen kan meget vel være, at komikeren havde mange flere shows på plakaten forrige år, end han havde sidste år.

Og med overskuddet på 953.343 kroner ligger hans selskab nu inde med en egenkapital på 16,7 millioner kroner, så på trods af halveringen skal den populære komiker ikke være bange for at gå sulten i seng.

»Selskabets resultat og økonomiske udvikling anses for tilfredsstillende,« skriver Anders Matthesen da også som konklusion på regnskabet.

Anders Matthesen er blot ét eksempel på, at der er gode penge at tjene i komediens verden.

Mick Øgendahl.
Mick Øgendahl. Camilla Rønde

Et andet eksempel er Mick Øgendahl, som B.T. tidligere har skrevet om.

Hans regnskab for anpartsselskabet 'Lowland Fallstar' udkom i juni og viste, at den 47-årige komiker fortsat skovler penge ind til sig selv.

Mick Øgendahl tjente således knap 10 millioner sidste år, hvilket efter skat udmøntede sig i et overskud på 8,6 millioner kroner.

Komikeren trak 4,8 millioner til sig selv og hustruen, som ejer 10 procent af selskabet.

Samtidig kunne han notere en egenkapital på 39,5 millioner kroner.