Så er det slut med Lil Nas X' satansko med menneskeblod i sålen.

Nike er nemlig nået til enighed med producenten af den omtalte sko, MSCHF. En enighed, der i realiteten betyder, at sportsgiganten har fået sin vilje.

Ifølge aftalen skal MSCHF nemlig stoppe med at producere skoen samt tilbyde alle kunder, der har købt et eksemplar, at kunne aflevere dem tilbage mod en refundering af det fulde beløb.

Det skriver TMZ, som har fået aftalen bekræftet af Nike.

De omtalte sko blev lanceret ved udkommelsen af Lil Nas X's nye sang 'Montero (Call Me By Your Name)'.
De omtalte sko blev lanceret ved udkommelsen af Lil Nas X's nye sang 'Montero (Call Me By Your Name)'. Foto: ANDREW KELLY
Vis mere

Striden mellem Nike og MSCHF begyndte i slutningen af marts.

Her sagsøgte Nike det amerikanske streetwearmærke, som i samarbejde med rapperen Lil Nas X havde produceret de såkaldte satan-sko, der indeholder en dråbe menneskeblod.

Skoene er en modificeret Nike Air Max-sko, som blandt andet har fået påført teksten '1:666' og 'Luke 10:18', hvor sidstnævnte henviser til djævlen, der falder fra himlen i Lukasevangeliet i Biblen.

Nike mente, at MSCHF krænkede deres varemærke, da Nike ikke havde godkendt samarbejdet.

Sådan ser skoene, der ikke længe må blive produceret, ud.
Sådan ser skoene, der ikke længe må blive produceret, ud. Foto: MSCHF
Vis mere

Og det tyder altså på, at MSCHF har været bange for at tage sagen hele vejen til retten, hvor de kunne risikere at skulle betale Nike en gigantisk erstatning, siden de nu er gået med til at stoppe produktionen af skoen.

Det kunne da også meget vel have blevet en dyr affære for MSCHF.

Skoene, der blev lanceret ved udkommelsen af Lil Nas X's nye sang 'Montero (Call Me By Your Name)', koster nemlig 1.018 dollar (6.250 kroner) og blev udsolgt på under et minut.

MSCHF har endnu ikke udtalt sig om aftalen med Nike.