Modellen og skuespilleren Emily Ratajkowski er genstand for både kritik og bekymring fra sine mange følgere, efter hun har lagt et nyt billede af sig selv og gemalen Sebastian Bear-McClard på Instagram.

På billedet har hun bar mave, og det er netop dens udseende, som vækker opsigt blandt de mere end 22 millioner følgere.

Blandt de sædvanlige roser og komplimenter lægger man i kommentarfeltet hurtigt mærke til et hav af bemærkninger som 'Har du anoreksi' og 'Hvorfor sulter du dig selv?'

Derefter er der opstået diskussion blandt fansene om, hvorvidt hun er underernæret eller blot super veltrænet.

Det er ikke noget nyt for den 27-årige supermodel at møde kritik for sin krop - eller sin adfærd i det hele taget.

I de seneste år, hvor hendes popularitet er eksploderet, har hun blandt andet lavet oprør mod Instagrams nøgenhedsregler, fået private billeder lækket af hackere og fået problemer med politiet efter en voldsom anti-Trump-demonstration.

På det private plan chokerede hun alt og alle for godt et år siden, da hun blev gift med skuespilleren Bear-McClard efter at have kendt ham i få uger.

De har det dog stadig godt sammen, på trods af, at de - muligvis - får sprunget nogle måltider over.