Der er gode nyheder på hjemmefronten for den kendte DR-nyhedsvært Erkan Özden.

Han og hustruen, 40-årige Züleyha, venter nemlig deres tredje barn.

Det fortæller ægteparret i et interview med Billed-Bladet.

»Vi venter vores tredje barn, og vi glæder os helt vildt. Det er ni år siden sidst, så det er en efternøler, vi skal have,« siger Züleyha til ugebladet.

Ifølge 43-årige Erkan Özden er den lille ny sat til at komme til verden til efteråret.

Parret har i forvejen to børn – en datter på 12 år og en søn på ni år, og derfor er det altså en lille efternøler, som er på vej.

Det er ikke mere end en uges tid siden, at Erkan Özden vendte tilbage på skærmen.

Den garvede nyhedsvært har nemlig netop afholdt knap fire måneders orlov, som han blandt andet brugte på at skrive en bog om fake news.

»Jeg håber at bruge en masse tid med børnene, men skal også gøre en lille e-bog mere færdig om fake news,« sagde han til Billed-Bladet, da han i sin tid gik på orlov.

»Det er et problem, der er stukket helt af under coronakrisen. Og hvis der bliver plads til at bygge et skur om, så er lykken gjort,« fortsatte han.