De seneste måneders corona-lockdown var rædselsfulde for den ærgerrige del af Christiane Schaumburg-Müller, som for alvor lærte, at hun har brug for at yde for at nyde.
Til gengæld kunne den uundgåelige situation – når det nu skulle være – ikke komme på et meget bedre tidspunkt for tv-værten, der for et lille års tid siden fandt kærligheden i den 40-årige forretningsmand Daniel Åxman efter skilsmissen fra rapperen L.O.C.
»Lockdown var universets måde at sætte os skakmat i forhold til at mærke efter og finde tilbage til kernen. Både bekymringer, glæder og drømme blev italesat,« siger tv-værten om den intense tid med den nye kæreste.
Hun tøver ikke med at kalde lockdownen for 'en gave for det nyopstartede forhold'.
»Hvad man kan bruge flere år på at lære om hinanden fik lockdown skåret ned til tre måneder. For mig var det sundt at have tid til at snakke tingene i dybden,« siger 38-årige Christiane Schaumburg-Müller, der for øjeblikket er aktuel som vært på TV 2-programmet 'Den vildeste danser'.
»Både Daniel og jeg er mennesker, som har meget identitet forbundet med vores arbejde – og pludselig var vi bare os.«
Den megen rastløshed fik parret til kødgryderne, hvor Christiane Schaumburg-Müller fandt ud af, at hun havde fundet sig en glimrende kok, som komplementerede hende helt perfekt i køkkenet.
Desuden blev skoven brugt flittigt. Der blev vinterbadet. Og der blev brugt masser af tid på at 'lede efter en god tv-serie, men ikke finde den', griner tv-værten, der ligesom resten af film- og tv-branchen måtte sidde på hænderne uden at kunne producere underholdning til masserne.
»Og det har helt klart lært mig noget om mig selv. Jeg har lært, at… det slet ikke er mig,« siger hun og griner.
»Jeg synes, det var fantastisk at være hjemme sammen med familien, men jeg kan åbenbart ikke lide at blive begrænset. Jeg fandt ud af, at jeg har brug for kontrasterne. Jeg skal på arbejde for at kunne nyde en fyraften. Jeg har brug for at knokle hårdt for at tage en ferie. Jeg nyder en god middag ekstra meget, når vi har haft tre dage, hvor vi ikke rigtig har haft tid til at lave mad,« siger hun.
»Kontrasterne blev taget fra mig. Det samme gjorde drømmene, for jeg kunne ikke længere planlægge en rejse eller undersøge, hvilken restaurant vi skal prøve næste gang. Selve det at stræbe efter noget blev taget fra mig, og det er slet ikke mig.«
»Nogle dage gik jeg helt ned i sorgen over ikke at kunne noget og ikke at kunne besøge mine forældre. Men andre dage formåede jeg alligevel at sætte pris på, hvor vidunderligt det var bare at være sammen med familien,« siger Christiane Schaumburg-Müller, der sammen med sønnen Constantin, som hun har fra sit tidligere forhold, for nylig flyttede sammen med Daniel Åxman.
Og når man tvinges til at gå så meget op og ned ad hinanden, kunne man måske frygte, at man opdager små irriterende vaner, som udvikler sig til irritationsmomenter.
Men Daniel Åxmans eventuelt skjulte dårlige sider har Christiane Schaumburg-Müller ikke lært at kende.
»Ikke når man er så ny i forholdet,« smiler den forelskede tv-vært, der kun har lært én ting om sit parforhold:
»At jeg er lige dér, hvor jeg skal være,« siger hun.
»Man skal ikke holde kærlighed tilbage. Det er en gave både at give og modtage den – og min gavepose er ikke tom.«