Efter flere års stridigheder ser julefreden ud til at kunne sænke sig over Valdemars Slot.

Caroline Flemings lillesøster, Louise Iuel Albinus, er klar til på ny at åbne dørene for offentligheden. Men den seneste tid har ikke været sjov, bedyrer hun.

»Ja, det har været hårdt, men nu er det et nyt kapitel med god energi og glæde,« siger Louise Iuel Albinus.

Sammen med sin mand, Nikolaj Albinus, er hun klar til at byde gæster tilbage på Valdemars Slot – i første gang i form af en mindre julekoncert og til næste år i form af en større udendørs popkoncert.

Louise Iuel Albinus var tydeligt bevæget, da det på auktionen lykkedes hende at købe flere ting tilbage til Valdemars Slot.
Louise Iuel Albinus var tydeligt bevæget, da det på auktionen lykkedes hende at købe flere ting tilbage til Valdemars Slot. Søren Bidstrup

»Jeg er dybt, dybt, taknemmelig og utrolig rørt over, at der er så stor en opbakning til, at jeg har købt Valdemars Slot tilbage.«

»Så det, at jeg kan give glæde igen, det er virkelig vigtigt. Det er for mig virkelig vigtigt på min måde at kunne sige tusind, tusind tak for støtte og opbakning, og det er at kunne samle folk om musikken,« siger hun.

Louise Iuel Albinus købte Valdemars Slot tidligere på året efter en længere familiestrid med sin storesøster, tv-baronessen Caroline Fleming.

De to søstre havde overtaget slottet i fællesskab, efter deres far døde i 2017, men da de ikke kunne enes om driften, endte slottet med at blive lukket for offentligheden og sat til salg.

I slotsparken på Valdemars Slot vil der til sommer være popkoncert.
I slotsparken på Valdemars Slot vil der til sommer være popkoncert. Bax Lindhardt

Derefter købte Louise Iuel Albinus slottet, men der sluttede sagen ikke. For det antikke indbo på det gamle slot var ikke med i købet, men tilhørte Caroline Flemings ældste søn, Alexander, der sammen med sine forældre valgte at sælge det på en auktion.

Det efterlod Louise Iuel Albinus med et ret tomt slot, der ikke længere kunne have en museumsafdeling, som det havde førhen.

Indboet blev sat til salg på en auktion hos auktionshuset Bruun Rasmussen i september, hvor en meget bevæget Louise Iuel Albinus også var mødt op og købte en del familieportrætter og andet tilbage.

»Jeg vil sige, at jeg er glad for, at det kapitel er slut, og der er kommet ro på, til at jeg sammen med Nikolaj nu kan fokusere på fremtiden for Valdemars Slot,« siger Louise Iuel Albinus, der dog endnu ikke har haft mulighed for at hænge de mange malerier tilbage på slottet:

Caroline Fleming ejer ikke længere slottet.
Caroline Fleming ejer ikke længere slottet. Lea Meilandt Mathiesen

»Nej, for vi venter stadig på, at de kommer retur fra opmagasinering hos Bruun Rasmussen. Vi skulle lige være sikre på, at der var ikke var flere ting fra slottet, der kom til salg,« siger hun.

Trods tilbagekøbet af en del af indboet er slottet dog stadig for tomt til at fungere som museum, så derfor har Louise Iuel Albinus og hendes mand været nødt til at tænke i alternative veje for at generere en indtjening for slottet, der er dyrt at holde.

Ud over julekoncerter har parret lige meldt ud, at der til sommer afholdes en større udendørs sommerkoncert med Malte Ebert, Drew Sycamore, Burhan G og Thomas Helmig.

»For Nikolaj og jeg er det så vigtigt, at slottet igen kan nydes for folk fra nær og fjern,« siger Louise Iuel Albinus og tilføjer, at hun håber, at det også vil løbe økonomisk rundt, så de kan afholde den slags koncerter fremover.

Julekoncerten på Valdemars Slot er 11. december, mens det er 1. juli, at slottet lægger jord til en udendørs popkoncert.