Skuespillerinden Anne Heche var lørdag involveret i et voldsomt trafikuheld i Los Angeles, da den blå Mini Cooper, hun kørte i, bragede ind i en bygning og brød i brand.

Ifølge TMZ undersøger det lokale politi nu, om hun var påvirket af enten alkohol eller stoffer, da hun satte sig bag rattet – hvis ikke begge dele.

Oplysningerne har mediet fået gennem kilder i politiet, der beretter, at man i kølvandet på ulykken fik en kendelse til at tage skuespillerens blodprøve. Prøver, det dog kan tage ugevis at få svar på.

Men det stopper ikke her.

Der er ikke meget tilbage af Anne Heches bil. Foto: Ritzau/Scanpix
Der er ikke meget tilbage af Anne Heches bil. Foto: Ritzau/Scanpix
Vis mere

TMZ er nemlig i besiddelse af en overvågningsvideo, der viser en bil, som angiveligt skulle have Anne Heche som fører, der i høj fart drøner hen ad en gyde og er tæt på at ramme en forbipassende.

I videoen ses det tydeligt, at bilens fører ikke havde megen tanke på sikkerhed. Der bliver nemlig hverken bremset op eller forsøgt at undgå fodgængeren, som står chokeret tilbage efter nær at være blevet påkørt.

De første meldinger efter uheldet lød på, at Anne Heche var i kritisk tilstand, men at hun forventes at klare den. Dog er der ikke noget nyt om skuespillerindens tilstand.

Boligen, hun kørte ind i, brød ud i brand og blev ødelagt.

Ifølge TMZ var hun desuden kort forinden kørt ind i en garage. Et ulykkessted, hun angiveligt stak af fra, efter flere forsøgte at stoppe hende.

Det tog 59 brandfolk 65 minutter at slukke ilden og få føreren ud af bilen.