»Vi er i gang med at drømme om en helt ny tv-serie«
Sådan lyder det fra Ditte Hansen og Louise Mieritz, da B.T møder dem på den røde løber til Bodil-prisen 2019.
Og det er faktisk ikke bare en drøm. Der er en ny serie på vej fra de to kvinder, man nok kender bedst fra filmen 'Ditte og Louise.'
»Ej, vi er ved at skrive en helt ny tv-serie,« siger Ditte Hansen med et stort smil på læben og fortsætter:
»Alt er hemmeligt - eller det er det jo ikke længere, vi har jo lige sagt det.«
Mere kan de ikke sige, fortæller hun.
Det hele startede med, at de to kvinder spillede hovedrollerne i komedieserien 'Ditte og Louise,' som blev sendt på Danmarks Radio. Men da programmet blev lukket, lavede de sammen med instruktøren Niclas Bendixen en film med samme navn.
Den blev rost både af anmeldere og den danske befolkning.
I aften er filmen og de to kvinder nomineret til hele seks priser.

»Seks Bodiler er vi nomineret til, og man kan jo ikke få seks. Det kan man ikke,« siger Ditte Hansen, mens Louise Meiritz nikker.
Hvorfor kan I ikke få seks?
»Man kan få sex senere,« svarer Ditte hansen hurtigt igen med et glimt i øjet.
