18-årige Paris Jackson har oplevet nogle barske ting i sit liv. Da hun var 11 år mistede hun sin far, Michael Jackson, og efterfølgende var der stor ballade omkring, hvor hun og hendes søskende skulle bo.

Nu er hendes mor også blevet alvorligt syg, og Paris Jackson har fredag delt et rørende billede af de to sammen på sin Instagram-profil.

Billedet viser de to kvinder, hvor Paris Jackson kærligt har lagt en arm om sin syge mors skulder, mens hun kysser hende på siden af panden.

'Jeg er en fighter, fordi hun er en fighter. Jeg elsker dig, mor,' lyder det fra den 18-årige pige i en kommentar til billedet, der har fået over 39.000 'likes'.

57-årige Debbie Rowe, der er mor til Michael Jacksons to ældste børn, blev tidligere på året hårdt ramt af brystkræft, og hun startede sin behandling i september.

Der har før været gnidninger mellem hende og datteren, og Paris Jackson understregede sin utilfredshed med sin mor ved blandt andet at slette hende som ven på Facebook.

Det fik Debbie Rowe til at reagere på sin egen profil med ordene 'en af de sørgeligste ting i verden er at se ens barn hade sine forældre'.

Ifølge Daily Mail har sygdommen bragt dem sammen igen.

Den 25. juni 2009 mistede Paris Jacson sin far, Michael Jackson. Den amerikanske stjerne blev fundet livløs hjemme i sin seng i Los Angeles. Han blev hurtigt kørt til hospitalet, hvor han blev erklæret død.

Michael Jackson blev 50 år gammel, og i november 2011 blev hans læge Conrad Murray erklæret skyldig i at have dræbt 'Kongen af pop'.

Udover datteren Paris efterlod han sig de to sønner Michael Joseph Jackson Jr., og Prince Michael Jackson II, der går under navnet 'Blanket'. Efter farens død flyttede de ind hos deres farmor, Katherine Jackson.