Selvom Årgang 0 ikke længere kører i tv, fortsætter familien Elhauge fra Århus med at udvide deres lille forretningsimperium.

I 2009 valgte Årgang 0-Christians mor, Tina Elhauge, efter 15 år som indkøber hos Bestseller at starte sin egen online-virksomhed 'Like London', der sælger modetøj til kvinder.

Begyndelsen var hård og hun kæmpede med stress, men hun knoklede igennem og kunne i 2015 runde den første million. Siden er det kun gået fremad, og det seneste regnskab viser, at millionerne nu ruller ind hos den østjyske familie.

Seneste regnskab for 2018 viser, at 'Like London' sidste år tjente 16,7 millioner kroner. Når alle omkostninger er trukket fra, har Tina Elhauges tøjbutik 10,1 millioner kroner i overskud, hvilket er en fordobling fra sidste regnskabsår.

Familien Elhauge i 2013.
Familien Elhauge i 2013. Foto: Thomas Marott / TV2
Vis mere

Familien Elhauge har igennem Årgang 0-serien været sat i bås som den 'velhavende' familie med kæmpe villa, sommerhus på Mallorca og lejligheder til alle ungerne.

Ifølge regnskabet er Tina Elhauge skam også god til at hive penge ud af firmaet til familien. Sidste år tog hun 6,5 millioner, og i år regner hun at hive 10 millioner ud til familien.

Hun begyndte 'Like London' som en enmandsvirksomhed. I 2017 var hun oppe på 11 ansatte, nu har hun ansat seks nye.

Årgang 0 blev sendt på TV 2 for sidste gang i starten af året.

Christian Elhauge går i 3.G på Marselisborg Gymnasium og bliver dermed student til sommer. Han har endnu ingen planer om at flytte hjemmefra.

»Måske bliver jeg boende hjemme til jeg fylder 30,« fortalte han for nylig grinende til Billed Bladet.

»Jeg vil ud og prøve mig selv af. Om det bliver et halvt eller et helt år i udlandet, må jeg se til den tid. Måske vil jeg gerne til Spanien, for jeg har haft spansk i gymnasiet, og min familie har et sommerhus på Mallorca. Jeg lever meget i nuet og tænker ikke så langt frem, for jeg er ikke nervøs for fremtiden,« tilføjede han om de nærmeste fremtidsplaner.

Hele familien Elhauge har været glade for at være med i Årgang 0, men er også lettede over ikke længere at skulle dele deres liv med resten af Danmark, tilføjer de til Billed Bladet.