82-årige Bill Cosby har snart siddet i fængsel i to år for at have bedøvet og voldtaget en kvinde ved navn Andrea Constand.
Nu har højesteret i Pennsylvania accepteret skuespillerens anke af sin dom.
Sidste år fik han i første omgang afslag, men nu har man altså ifølge nyhedsbureauet AP valgt at tage sagen op igen, hvilket kan udfordre hele den retslige ramme omkring #MeToo-sager.
Højesteret er villig til at gennemgå flere sider af sagen.
For det første vil man se på dommerens beslutning om at lade anklageren indkalde de andre anklagere til at vidne.
Bill Cosbys advokater mener, at vidnerne i sagen var upålidelige.
Derudover vil retten også vurdere, om juryen i første omgang burde have hørt beviset for, at Bill Cosby skulle have bedøvet andre kvinder tidligere.
Så vil retten også undersøge Bill Cosbys udtalelse om, at han havde en aftale med en tidligere anklager om, at han aldrig ville blive sigtet i sagen. Bill Cosby har udtalt, at han stolede på den aftale, før han overhovedet gik med til at vidne.

Bill Cosbys talsperson, Andrew Wyatt, siger til USA Today, at de er ekstremt taknemmelige for udviklingen og mener, at sagen er meget større end som så.
»Det handler om ødelæggelsen af alle sorte og farvede mennesker i Amerika,« lyder det fra talspersonen, der tilføjer:
»Vi er meget taknemmelige for vores advokater og deres vedvarende indsats i kampen for at retfærdiggøre mr. Cosby.«
Bill Cosby sidder fængslet i Philadelphia. Indtil videre lyder hans dom på tre til ti år.