To dage efter nyheden om Casper Christensens og Iben Hjejles brud er deres hus i Værløse ikke længere til salg. - Det eneste, jeg kan sige lige nu, er at det går rigtig godt med vores hus, siger Casper Christensen.

Fredag blev det offentliggjort på boligsiden.dk, at huset i Værløse ikke længere er udbudt til salg. Det kan betyde flere forskellige ting; at huset er solgt, at interessen er stor, at der forhandles, eller at huset overgår til en anden ejendomsmægler.

- Jeg er ikke klar til kommentere det yderligere nu. I øvrigt har Iben og jeg aftalt, at vi ikke taler mere om vores brud offentligt, siger Casper Christensen til bt.dk., dagen efter det store Zulu Awards-show, hvor han var vært. Samtidig modtog 'Klovn - The Movie' tre awards. 

- Det var en super aften. Vi fik prisen som årets film, Frank fik den som årets skuespiller, men vigtigst af alt fik Marcuz Jess Petersen, som årets birolle. Det er jeg pisse glad for. Det er ikke nogen let rolle. Han har fortjent den, og han var så lykkelig i aftes. Det var rørende, siger Casper Christensen.

Christensen og Hvam er langt fra færdige med 'Klovn - The Movie'. De er på vej til Norge for at promovere filmen. Men der har allerede været indledende sonderinger omkring den kommende 'Klovn 2'.

- Frank, instruktøren Mikkel Nørgaard og jeg har givet hinanden håndslag på, at vi laver den. Vi er allerede i gang med arbejde med forskellige scenarier for en åbning på filmen. Mange ville nok mene, at det oplagte ville være at starte med, at Mia og Frank er blevet forældre. Men vi har også lavet en skitse, hvor det modsatte er tilfældet. Mange ting, kan gå galt. Vi har forpasset chancen for at starte som i Olsen Banden, eftersom Frank jo er kommet ud af fængslet, siger Casper Christensen.

Er der en lille triumf i de tre Zulu- priser - set i det lys, at I blev forbigået ved Bodil-festen for nylig?

- Jeg har overhovedet ingen hangs i den retning. Vi var nomineret til en Bodil. Det var vi lykkelige for. Det eneste underlige var, at vi fik en Robert til en prisuddeling, som vi ikke var inviteret til. Nu har vi fået tre Zulu Awards. Det kan man sige er lidt ufint, eftersom vi selv har det forhold til TV 2 Zulu, vi nu en gang har. Men vi er bare glade for priserne, siger Casper Christensen.

Zulu Awards bliver sendt søndag aften på TV 2 Zulu 21.45.