Ny bog: Verdenskendt skuespiller levede hemmeligt dobbeltliv som modstandskvinde under krigen


Audrey Hepburn er en af alletiders største Hollywood-stjerner. 25 år efter hendes død afslører en ny bog, at hun i flere år levede et hemmeligt dobbeltliv.
Forfatteren Robert Matzen mener at kunne bevise, at Hepburn som stort barn arbejdede for den hollandske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.
Ifølge hans bog 'Dutch girl: Audrey Hepburn and World War II' (Hollandsk pige: Audrey Hepburn og Anden Verdenskrig) var det en bestemt begivenhed, der fik den senere Hollywood-stjerne til at kæmpe mod nazisterne.
I 1942 blev Audrey Hepburns onkel Otto van Limburg Stirum henrettet af nazisterne. Det knuste den på det tidspunkt blot 13-årige Hepburns hjerte, påpeger Matzen i bogen ifølge New York Post.
Tre år forinden havde Hepburns mor, baronesse Ella van Heemstra, besluttet at flytte datteren fra England til Arnhem i det neutrale Holland for at fjerne hende fra krigens gru.
England havde i september 1939 erklæret Tyskland krig, efter at Adolf Hitler havde invaderet Polen.
Men skæbnen ville, at Audrey Hepburn i stedet kom helt tæt på krigen og så nazismens terror på nærmeste hold.
I foråret 1940 blev Holland invaderet og besat af Tyskland - præcis som Danmark.

Audrey Hepburn, som 16 år efter krigen blev udødeliggjort for sin rolle i evergreenen 'Breakfast at Tiffany's', har tidligere fortalt, hvordan hun så drenge og unge mænd blive henrettet af tyskerne i Arnhems gader.
Selv måtte hun kalde sig Edda van Heemstra, fordi det kunne være farligt at have et engelskklingende navn som Hepburn i det besatte Holland.
Det er allerede kendt, at Audrey Hepburn kort efter nazisternes henrettelse af onklen i 1942 begyndte at optræde for at rejse penge til modstandsbevægelsen.
Men Robert Matzen skriver i bogen, som udkommer til april, at Audrey Hepburn gjorde meget mere end det.
Ifølge New York Post hævder forfatteren i bogen, at den senere Hollywood-stjerne var en del af den hollandske modstandsbevægelse og arbejdede direkte for bevægelsens ledere.
Ifølge Audrey Hepburns yngste søn, Luca Dotti, forklarer forfatterens afsløring, mange af de pudsigheder ved morens opførsel, som han har undret sig over i årevis.
'Da min mor talte om sig selv, og hvad livet lærte hende, nævnte hun slet ikke Hollywood. I stedet for at fortælle om berømte steder i Beverly Hills gav hun os navnene på obskure hollandske steder, som ofte var umulige at udtale. Minder fra den røde løber blev afløst af episoder fra Anden Verdenskrig, som hun var i stand til at omdanne til børneeventyr,' skriver han i bogens forord.
Ikke alle er dog enige med Robert Matzen. Så sent som i 2016 konkluderede det hollandske krigsmuseum Hartenstein, at der ikke var beviser for, at Audrey Hepburn var aktivt involveret i modstandskampen.

Audrey Hepburn modtog i løbet af sin karriere et hav af priser. Blandt andet var hun den første kvinde, som modtog en Oscar, da hun fik statuetten for sin rolle i filmen 'Roman Holiday' fra 1954.
Ved siden af karrieren som skuespiller var Audrey Hepburn også dybt involveret i velgørenhedsarbejde for Unicef.
Hun fik sønnen Sean med sin første mand, Mel Ferrer, som hun var gift med fra 1954 til 1968. Luca Dotti fik skuespilleren sammen med sin anden mand, Andrea Dotti.
Audrey Hepburn døde af kræft som 63-årig i 1993.