Mandag kunne familien til realitystjernen Sidney Lee bekræfte, at den 43-årige var død.

Det gjorde de over for Ekstra Bladet.

Nyheden kommer som et chok for en af Sidneys venner fra miljøet 'Numse'-Rasmus, som Sidney Lee for nyligt medvirkede sammen med i programmet 'Du så os date', hvor de to sidder og snakker om deres oplevelser med reality.

Det fortæller han til B.T.

»Jeg er helt rystet. Det her er en forskrækkelse for alle. Jeg lå og sov, da de pludselig ringer, og jeg hører, at han er død. Vi optog for et par måneder siden. Der havde han det fint. Jeg er i chok,« lyder det fra Rasmus Billing Birnbaum.

De to har for nyligt optaget programmet sammen, der blev sendt på DR2. Foto: DR
De to har for nyligt optaget programmet sammen, der blev sendt på DR2. Foto: DR
Vis mere

De to herrer var en del af realitymiljøet i flere år, og Rasmus Billing Birnbaum vil i den grad huske Sidney som en, der var toneangivende i dansk reality.

»Jeg vil huske Sidney som en farverig person og et godt menneske. En person, der levede livet og var i nuet. Han elskede sit liv. Stillede op til, hvad han kunne være med i.«

»Han kunne noget, som ingen andre kunne,« fortæller han.

Ifølge Rasmus Billing Birnbaum havde de to god kemi, da de mødtes under optagelserne af DR-programmet.

»Vi klikkede bare med det samme. Jeg vil gerne have, at folk ved, at Sidney var virkelig glad den dag. Jeg vil mindes ham. Han var en fantastisk person.«

Det vides endnu ikke, hvad dødsårsagen skyldes.

Over for B.T. har Københavns politi bekræftet, at sagen er overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, fordi politiet var til sted ved dødsfaldet.

Der kan på nuværende tidspunkt ikke oplyses mere om sagen.

Sidney Lee var en af Danmarks mest kendte realitystjerner. I godt 15 år deltog han i mere end 50 programmer.

Han blev særlig kendt efter sin deltagelse i programmet Singleliv, hvorefter han deltog i mange forskellige realityprogrammer.