I februar i år blev Medina mor.

Medina delte selv et billede efter fødslen, hvor hun lå med sin nyfødte søn i armene og det lille hoved puttet ind til brystet. Siden da har Medinas mand, Malo Chapsal, delt flere billeder i samme stil, men nu får omverdenen lov til at se, hvordan parrets ni uger gamle søn, Tyler, ser ud.

Det sker på Instagram, hvor Malo Chapsal har delt et billede af sig selv med sønnen i favnen og ansigtet vendt mod kameraet.

'Arvtager til tronen,' har han skrevet til billedet.

Tidligere har den 38-årige popstjerne fortalt, at sønnen kom til verden ved kejsersnit.

Parret fandt sammen ved deres fælles veninde Brigitta Comets bryllup i 2018. Ét år senere var de forlovet, hvilket blev markeret med en kæmpe diamantring. Yderligere ét år senere var det deres egen tur til at sige 'ja' ved en vielse på rådhuset.

'Vi har kendt hinanden i rigtig mange år. Det var bare først der, det skete,' fortalte stjernen selv i en såkaldt spørgerunde på Instagram og fortsatte:

'Og det var det helt rigtige. Alt har en tid.'

28-årige Malo Chapsal er sekondløjtnant i Forsvaret.

Sønnen er parrets første barn.