Skuespilleren Jude Laws eks-kone har overtalt ham til at tage ansvar for kærlighedsbarn.

Først benægtede han pure at være far til modellen Samantha Burkes pige. Men efter en DNA-test i oktober fastslog, at han er faderen, er han nu ved at være kommet på andre tanker.

Ifølge News Of the World først of fremmest fordi hans tidligere hustru Sadie Frost - som han i forvejen har tre børn med - har bedt ham om at påtage sig sit faderlige ansvar.

Venner til Samantha Burke skal have udtalt til avisen, at hun er overlykkelig over, at hendes datter skal møde hendes berømte far.

Ifølge en af vennerne, har skuespilleren ringet til Burke i løbet af julen for at arrangere et møde i løbet af få uger.

Burke, der havde et to uger "langt" forhold med Jude Law, håber dog på mere end blot et møde mellem far og datter. Ifølge Burkes venner håber hun på at puste nyt liv i det hedengangnge forhold mellem hende og Law.

Hun skal efter sigende være villig til at flytte til London for Jude Law, men hendes venner tvivler på, at den verdensberømte skuespiller er interesseret i at genoptage romancen mellem de to.

- Hun sagde til os, at de vil finde sammen igen, men jeg tror, at han bare vil tage ansvar for sin baby, siger en af Burkes venner til News Of the World.

Men de seneste uger er Jude Law blevet set date den engelske skuespiller Sienna Miller. De to har tidligere været forlovet, men er nu ved at finde sammen igen.