Øverst ses Dot Wessman med Morten Messerschmidt 25. maj 2014 efter Europaparlamentsvalget, dengang de stadig var sammen

Bakkersangerinden Dot Wessman afslører nu, hvorfor DF-politikeren valgte at forlade hende tilbage juni.

Første februar i år vågnede Dot Wessman op ved siden af Morten Messerschmidt i deres lejlighed i Bruxelles.

Det første, hun gjorde, var at række ud efter sin telefon, som havde været på lydløs hele natten. Der var 20 ubesvarede opkald. Første indikator på, at Dot Wessmans liv aldrig ville blive det samme igen.

Det skriver Ude og Hjemme.

Hendes 22-årige datter Johanne Wessman var kommet meget slemt til skade i et solouheld, viste det sig. Dot Wessman pakkede en taske, kastede et blik på lejligheden og vidste, at hun aldrig ville komme tilbage, fortæller hun i Ude og Hjemme.

Johanne Wessman havde ikke været påvirket eller havde kørt for hurtigt. En glat vej var årsagen til, at hun mistede herredømmet over sin lille Fiat og ramte to træer. Man kunne ikke se på Dot Wessmans datter, hvor meget hun havde taget skade, for hun havde ikke en rift.

Men hendes hjerne havde taget slemt skade, og forude ventede et særdeles hårdt forløb for Dot Wessman og familien. Et forløb, der fyldte så meget, at forholdet til Morten Messerschmidt ikke holdt. Han valgte at gå.

»Jamen, et eller andet sted kan jeg godt forstå det. Han kunne jo gå ind ad den ene dør i Bruxelles, hvor solen skinnede, hvor han var med i alting, og hvor der skete en masse. Og så kunne han gå ind ad den anden dør her, hvor der var sorg. Det er let at falde ind i solen,« siger Dot Wessman til Ude og Hjemme.

Dot Wessman tilføjer dog i anden ombæring til ugebladet, at hun egentlig ikke er sikker på, at hun forstår, hvorfor Morten Messerschmidt valgte at gå:

»Jeg forstår måske ikke, at man tør vælge sig selv på den måde. Han kunne jo risikere, at jeg var gået helt ned og ikke kunne tage mig af Johanne,« siger hun til Ude og Hjemme.

Morten Messerschmidt og Dot Wessman ankommer til DR Underholdningsshow i anledning af grundlovsdagen og 100 års ligestilling torsdag d. 4 juni 2015 i Tivoli Congress Center. (Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2015)
Morten Messerschmidt og Dot Wessman ankommer til DR Underholdningsshow i anledning af grundlovsdagen og 100 års ligestilling torsdag d. 4 juni 2015 i Tivoli Congress Center. (Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2015) Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Støttede Messerschmidt under krise

Dot Wessman var alenemor til to teenagepiger, da hun for otte år siden var en tur i Grøften i Tivoli sammen med nogle venner.

Til stede i restaurationen var også Morten Messerschmidt, der kom over til bakkesangerindens bord, fordi han kendte flere i selskabet. Hun fortæller ugebladet, at hun ikke kunne undgå at bemærke den unge DF-politiker.

Hun husker, at han var sjov. Og kendte sit eget værd. Men tænkte ikke umiddelbart mere på Messerschmidt, fortæller hun Ude og Hjemme. Lige indtil hans navn ramte avisforsiderne efter en episode, hvor en række vidner havde set ham heile og synge nazisange i Grøften senere samme aften.

Hun mente ikke, at medierne havde ret i, hvad de skrev, og det ringede hun og fortalte Messerschmidt.

Dot Wessman støttede ham efterfølgende offentligt, og DF-politikeren kvitterede med en middagsinvitation, der lagde kimen til en kærlighedshistorie, der altså nåede at vare i otte år.