Tirsdag kunne Sofie Linde afsløre, at hun efter den løbende sæson stopper som vært på 'X Factor'.

En udmelding, der altså ikke faldt i god jord hos kollegaen Thomas Blachman, som over for Ekstra Bladet gav sit besyv med.

'Sofie er god til sit arbejde, bestemt, men når det er sagt, syntes jeg, det er utrolig opmærksomhedskrævende at melde ud med denne slags minusenergi, alt imens vi andre forsøger at passe vores arbejde,' lød det fra 'X Factor'-veteranen til mediet.

Ifølge Thomas Blachman kunne værten nemlig lige så godt have ventet og afvist, hvis hun skulle blive tilbudt endnu en tur i manegen til næste år.

Thomas Blachman og de andre dommere har flere gange fået en løftet pegefinger fra Sofie Linde i 'X Factor', når de blev for grove over for de unge deltagere.
Thomas Blachman og de andre dommere har flere gange fået en løftet pegefinger fra Sofie Linde i 'X Factor', når de blev for grove over for de unge deltagere. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men så enkelt er det ikke. Det fortæller Sofie Linde om i sin podcast, 'Voxen', som hun har med veninden Frida Brygmann.

I denne uges episode gør de to veninder nemlig kærligt grin med, at det skulle være for opmærksomhedens skyld, at den mangeårige vært valgte at offentliggøre nyheden om sit 'X Factor'-exit – og så kommer den rigtige forklaring på bordet:

»Nu skal man jo lige huske på, at 'X Factor' er en kæmpe maskine. Det er jo ikke mig, der stod op den morgen og sagde: 'Nå, i dag tror jeg, at jeg vil skrive det her ud til alle',« fortæller Sofie Linde og fortsætter:

»Det er en beslutning, der er truffet for lang tid siden. Det er helt aftalt, at det skal ud nu.«

Sofie Linde gør desuden klart, at beslutningen bestemt ikke er truffet over natten, og at hun altid har hygget sig med at lave programmet.

33-årige Sofie Linde har været vært på det populære talentshow siden 2016, hvor hun som 25-årig tog over efter Eva Harlou. Indtil da var hun primært kendt som børnevært på DR.

Hvem, der skal tage over som 'X Factor'-vært, er endnu uvist, men her kan du se B.T.s bud på oplagte afløsere.