Povl Dissing er draget ud på sin sidste rejse.

Den folkekære musiker gik bort mandag sidste uge i sit hjem i Hundested, omgivet af sin familie, 84 år gammel efter længere tids sygdom.

Denne tirsdag klokken 11 stedes han til hvile fra sin lokale kirke, Lynæs Kirke, nær sit hjem.

Povl Dissing skal begraves på kirkegården med udsigt over Isefjord, sådan som han selv ønskede det, har hans kone, Pia Jacobæus, fortalt til Ekstra Bladet.

Imod hans ønske trådte musikken dog i baggrunden i de seneste år.

For fem år siden var Povl Dissing nemlig under et arbejdsophold i Spanien ude for en voldsom faldulykke, hvor han pådrog sig alvorligt kraniebrud og hjernerystelse.

Ulykken satte en stopper for karrieren som sanger og musiker. Han blev til at begynde med døv, men fik senere hørelsen tilbage. Men synge kunne han ikke længere.

Povl Dissing var ellers bredt bevandret inden for musikken, og mange vil formentlig huske ham for hans viser i Højskolesangbogen.

Ikke mindst den hverdagspoetiske 'Svantes lykkelige dag', som blev til i hans mangeårige samarbejde med Benny Andersen.

Han medvirkede desuden også i flere film og på tv.

I starten troede mange ellers, at Povl Dissing var en parodi, men hans musik vandt indpas, og efter årtusindeskiftet blev han benådet med et ridderkors af Dannebrogordenen.

Og det ridderkors hviler nu på hans kiste.

»Da han blev tilbudt korset, var han usikker på, om han skulle modtage det. Men så spurgte jeg: ’Hvad ville Hulfred (Povls mor) have sagt?’. ’Hun ville have været stolt’, svarede Povl. På samme måde fik Hulfred lov til at bestemme, at korset skal sidde på hans hat på kisten. Den gamle cirkushest skal begraves med maner og klappes ud af manegen. Det vil være i hans ånd,« sagde Pia Jacobæus til Ekstra Bladet.

Povl Dissing efterlader sig, foruden sin hustru, også sin 34-årige søn Rasmus og sin 37-årige søn Jonas, som han fik i ægteskabet med sin første kone, Jette Dissing.

Lørdag siger den folkekære trubadur så sine sidste ord.

For inden sin død medvirkede han i Mikael Berthelsens program 'Det sidste ord', som sendes på TV 2.