»Spændende nyheder«

Sådan starter stjernekokken René Redzepi et opslag på restauranten Nomas hjemmeside.

Der er nemlig sket et skifte i magtbalancen, når det kommer til ejerstaben bag den prisbelønnede restaurant.

René Redzepi har nemlig købt den amerikanske investor Marc Blazer ud. Det gør, at Redzepi kan kalde sig indehaver af hovedandelen af Noma.

Arkivfoto fra 2016 af René Redzepi.. (Photo by Robin van Lonkhuijsen / ANP / AFP) / Netherlands OUT
Arkivfoto fra 2016 af René Redzepi.. (Photo by Robin van Lonkhuijsen / ANP / AFP) / Netherlands OUT Foto: ROBIN VAN LONKHUIJSEN
Vis mere

»Det er sytten år siden, at jeg begyndte mit arbejde med Noma, og det har været en fantastisk tur,' skriver kokken på hjemmesiden.

Han forklarer videre, at Blazer, som han kalder sin gode ven, har gjort det muligt for virksomheden at udvikle sig og muligt for René Redzepi at overtage som hovedaktionær i virksomheden.

'Det her vil være den første gang, jeg vil eje majoriteten af det her firma, som er blevet mit livsprojekt og som i dag involverer hele min familie og folk, jeg i dag kalder min familie,' skriver Redzepi.

Han fortæller, at de fremtidige planer for restauranten er, at den skal give endnu mere tilbage til den 'familie', som har hjulpet og støttet op om projektet igennem tiderne.

Han skriver desuden, at man vil bringe folkene omkring endnu tættere på virksomheden.

Finans.dk skriver, at Redzepi er gået fra en ejerandel på omkring 30 procent til cirka 75 procent.

De skriver desuden, at Claus Meyer og millionæren Kristian Byrge begge står som ejere på mellem ti og 14,99 procent af Noma, der i 2018 havde et overskud efter skat på omkring 700.000 danske kr.

Noma flyttede i 2018 ud i nogle lokaler med udsigt til Christiania, og derfor skriver Redzepi videre i sit opslag, at selvom der er gået 17 år, så føles det som starten på noget nyt.