Kim Bodnia er ked af, at Hans Pilgaard opfatter ham, som han gør, i TV2s 'Stjernerne på slottet'. Men han har 'ved gud' aldrig truet ham.

B.T. afslørede i sidste uge, hvordan TV2-programmet sydede af dårlig kemi mellem de to deltagere Hans Pilgaard og Kim Bodnia. 'I morgen smadrer jeg ham', sagde den lunefulde skuespiller om den kække tv-vært i en stund, hvor hverken kameraet snurrede, eller tv-værten lyttede. 

Men truslen kom Pilgaard for øre, og han var tæt på at tage hjem.

Kim Bodnia har derfor indvilliget i at fortælle sin version af opholdet på slottet i det sydfranske.

Bodnia: Jeg er ikke voldelig


Hvordan var kemien mellem dig og Hans Pilgaard?

- Kemien mellem Hans og jeg... Tja, vi er to forskellige typer mennesker og reagerer på hver vores måde i programmet. Men jeg synes, at vi har løst vores konflikter som voksne mennesker – uden brug af vold, siger Kim Bodnia til B.T..

Ifølge vores kilder, siger du på et tidspunkt om Hans Pilgaard »I morgen smadrer jeg ham«. Er det rigtigt?

- Det har jeg ved gud aldrig sagt. Det er jeg alt for professionel til. Jeg bliver fremstillet voldelig, og det er jeg absolut ikke!

Kastet ud i nye ting

Pilgaard siger, at der har 'været øjeblikke af stor hæslighed', og han har haft lyst til at 'løbe skrigende væk undervejs'?

- Det er sådan, som Hans har det. Jeg hører eller læser det ikke, som om at det har været hæsligt pga. mig. Det handler om, at Hans er blevet kastet ud i en masse nye ting. At han har lyst til at tage hjem, har sgu ikke noget med mig at gøre.

Men Remee bekræfter den dårlige kemi og siger, at det 'clashede' fuldstændig mellem jer. Hvad siger du til det?

- Jeg tror ikke, han mener 'dårlig kemi'. Remee siger det med et smil på læben, for vi havde det jo skide sjovt! Men jo, det clashede. Hans spurgte f.eks. ind til ting, Anja Andersen fortalte i sit program, som jeg ikke synes, han skulle spørge til.

Præcis! Og det fik Hans Pilgaard til at udvandre...

- Nej, jeg vil ikke kalde det udvandre. Hans føler noget indeni og reagerer på situationen, jeg beder ham om at sætte sig ned og forklare. Bagefter taler vi ud om situationen.

Rollespil?


Nu siger du selv, at du fik lov til at vise, hvem du er. Men i programmet i aftes hører man Hans sige, at det er gået op for ham, at du spiller en rolle. Alt, hvad du gør eller siger, er en del af en rolle, du spiller. Hvordan har du det med det?

- Det er jeg sgu ked af... Men prøv lige at høre her, det, Hans mener, er, at jeg lever mig ind i situationerne, jeg fortæller om.

Han slutter af med at sige: 'Tredje afsnit af Stjernerne på slottet – starring Kim Bodnia'.

- Siger han det på fjernsynet?

Gør det dig ked af det?

- Nej, sgu da. Overhovedet ikke. Hvorfor skulle jeg blive det? Det kan godt være, at han har haft den følelse. Det kan jeg jo for helvede ikke sige noget til.

'Stjernerne på slottet' sendes hver tirsdag kl. 20.00.