Efter at have været lidt i modvind kan Peter Ingemann endelig råde bod på tingene.

Han har nemlig indsamlet et klækkeligt beløb til både velgørenhed og beboerne i den fynske by Snave, efter han for nylig fik kickstartet en bekostelig trend.

For at give tilbage satte han sin gule styrthjelm og et Underberg-bælte til salg, som endte langt over det forventede beløb – nemlig svimlende 50.001 kroner.

»Det er lidt overvældende, men jeg er rigtig glad for, at det er blevet solgt,« lyder det fra tv-værten, da B.T. snakker med ham.

Trenden blev udløst af programmet 'Ingemann, Fyn & Lolland-Falster' og er endt med at koste Assens Kommune mange penge. Helt konkret har kommunen måttet betale 40.000 kroner for de Snave-byskilte, der er blevet stjålet som følge af Peter Ingemanns program.

Indsamlingen, som løb af stablen på Ingemanns sociale medier, nåede at vare i fire dage, før han måtte lukke den.

50.001 kroner blev det afgørende bud på hjelmen, som han har på, når han kører rundt i Danmark på knallert, og oven i hatten løb vinderen med hans personlige bælte med fyldte Underberg.

De indsamlede penge kan Assens Kommune dog ikke tage imod, og derfor har Peter Ingemann valgt, at pengene skulle gå til Blå Kors og til den lokale byfest i Snave.

»25.001 til Blå Kors på Bornholm og 25.000 til Snave-festen. Så der bliver forhåbentlig en kæmpe fest i Snave, og penge til Blå Kors går til noget rigtig godt,« lyder det fra Peter Ingemann.

»Det er meget flot, at en person i sådan en svær tid ender med at bruge 50.000 kroner på sådan noget,« tilføjer han.

Og det er åbenbart ikke kun de lokale, der bekymrer sig om Snave byskiltes eftermæle.

For det var en bornholmsk erhvervsmand ved navn Michael Møller, som var højestbydende på hjelmen. Michael bor på Bornholm og bød hele 16.000 over det næsthøjeste bud.

Michael Møller fortæller, at han godt kan huske, at skilte blev stjålet i Snave dengang, og er ked af, at afsnittet var skyld i, at det hele startede igen.

Det er Michael Møller, som har købt hjelmen til et godt forhold. Her står han med en nummerplade, hvor der står Razapaz, som betyder vildbasse på bornholmsk.
Det er Michael Møller, som har købt hjelmen til et godt forhold. Her står han med en nummerplade, hvor der står Razapaz, som betyder vildbasse på bornholmsk.
Vis mere

»Det hele startede med, at jeg har set Ingemann i mange år, og jeg synes, at han er fed i alt det, han laver. Og jeg kan selv huske Polle fra Snave og var kæmpe fan. Så derfor ville jeg gerne byde på den.«

»I starten var mit eneste krav, at han beholdt hjelmen selv, da jeg havde hørt, at den lugtede slemt,« griner Michael Møller.

»Men det lød som en meget god gimmick, som jeg godt ville støtte op om. Og det var vigtigt for mig, at det gik til et godt formål.«

For Michael Møller vil gerne have, at pengene også skal hjælpe Børnenes Hus på Bornholm.

Ud over hjelmen og Underberg-bæltet er Michael Møller blevet inviteret til en lille højtidelighed i Snave i midten af marts, hvor Assens' borgmester og Peter Ingemann vil være til stede.

»Jeg glæder mig til højtideligheden. Det bliver sjovt endelig at kunne besøge Snave, og så håber jeg, at vi samtidig kan få programmet til Bornholm, så han kan få lov til at prøve sin skriggule hjelm igen.«

»Et program på Bornholm er noget, han allerede har nikket ja til, så jeg håber, at det hele kan blive gennemført, og produktionen kan starte,« slutter Michael Møller af med.