Nu er det sket.

Alec Baldwin er officielt sigtet for uagtsomt manddrab, efter han sidste år skød og dræbte filmfotografen Halyna Hutchins på settet til filmen 'Rust'.

Det skriver TMZ.

Ifølge retsdokumenterne mener anklageren, at Alec Baldwin burde have haft styr på procedurerne omkring våben på filmoptagelser. Blandt andet, at den våbenansvarlige skulle have været til stede for at tjekke, at pistolen var sikker at bruge.

Men det var vedkommende ikke, mener anklageren. I stedet stolede Alec Baldwin på den assisterende instruktør, som havde godkendt våbnet.

Anklageren siger også, at Alec Baldwin skulle have gennemgået våbentræning, men ikke gjorde det. I stedet skulle han have haft den minimale træning af en halv times varighed, men dette fik Alec Baldwin heller ikke gjort, da han i størstedel af tiden talte i telefon med sin familie.

Alec Baldwin har sagt, at han aldrig affyrede våbnet, men det er anklageren uenig i. Ifølge dem er der flere billedbeviser, hvor Alec Baldwin har sin finger på aftrækkeren.

Skuespilleren er ikke blot med i filmen, han er også producer, og i den egenskab mener anklageren, at han aldrig skulle have ansat den våbenansvarlige, Hannah Gutierrez-Reed, fordi hun både mangler nødvendige certifikater og erfaring.

Hannah Gutierrez-Reed er også sigtet for uagtsomt manddrab.

Flere, der var på settet, har sagt, at der manglede basal sikkerhed, og dette mener anklageren, at Baldwin burde have sørget for blev ændret.

Alec Baldwin har hele tiden bedyret sin uskyld.

Halyna Hutchins har også tidligere sagsøgt Alec Baldwin, men her blev der indgået forlig, og Halyna Hutchins enkemand blev endda medproducer på 'Rust'.

Alec Baldwin har også gang i sit eget sagsanlæg mod fire af filmens medarbejdere, som han mener har fejlet i at sørge for sikkerheden på settet.